Annonce

Jeg er 14 år. Kan jeg have PCOS?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg er en pige på fjorten år, som længe har været plaget af ekstrem kropsbehåring, som jeg er enormt ulykkelig over, og det giver mig meget lavt selvværd.

Jeg har lange, mørke hår på armene, benene, maven, lænden, balderne, overskæg og meget mere i underlivet end nogle af de andre piger i min klasse. Lige da det begyndte at komme, troede jeg, at det var normalt, men så opdagede jeg, at ingen af de andre piger havde det.

For nyligt opdagede jeg, at der er en sygdom, som rammer hver tiende danske kvinde, nemlig PCOS. Jeg spekulerer på, om jeg har det, for jeg har flere af symptomerne. De symptomer jeg har, som jeg har hørt om, er øget hårvækst, uren hud, overvægt, svært ved at falde i søvn og uregelmæssig menstruation.

Jeg ved godt, at jeg er en teenagepige og at flere af symptomerne er normale når man er på min alder, men jeg har for eksempel haft menstruation i to år, og alle mine veninder, som har haft det lige så længe som mig og kortere har det regelmæssigt.


Jeg er bare i tvivl om, om man overhovedet kan have det når man kun er 14? Og skal jeg opsøge min læge?


Hvordan konstaterer man, om man har det?
 Hvad kan jeg gøre ved min behårede krop, PCOS eller ej?

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

Øget behåring og overskæg hos unge kvinder kan give stor påvirkning af selvværdet og er vigtigt at tage hånd om.

Et sted mellem 5-10% af alle fødedygtige kvinder i Danmark har polycystisk ovariesyndrom (PCOS). De typiske symptomer er menstruationsforstyrrelser, øget behåring, akne, overvægt og besvær med at opnå graviditet. Der er forskellige måder hvorpå man kan stille diagnoser. Udover de nævnte symptomer, kan man måle en forskydning i hormonniveuet i blodet og ved en scanning kan man se forandringer i æggestokkene.

Der findes ikke helbredende behandling af PCOS, men man kan behandle symptomerne.

Jeg vil råde dig til at kontakte din læge for en vurdering af dine symptomer.

Mvh.

Ole-Victor Wadschier-laursen

Kommende speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 26.09.2017




Annonce