Annonce

Jeg har fået fjernet min visdomstand, men tandkirurgen lod rødderne sidde i kæben, er det normalt?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har de senest uger haft ondt i kæben og venstre øre på grund af en infektion i en lomme, omkring min visdomstand, som ikke er brudt gennem tandkødet. Derfor har jeg i dag fået tanden opereret ud, eller rettere, kronen af tanden, da tandkirurgen valgte at lade rødderne sidde i kæben, eftersom røntgen viser, at de ligger helt op til nerverne.

Jeg har forsøgt at søge på Internettet, men har ikke kunne finde dokumentation for brug af denne fremgangsmåde. Er det normalt brugt og er der forøget risiko for problemer fra tandens rødder i fremtiden?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Tak for dit spørgsmål og jeg kan naturligvis godt forstå din betænkeligheder ved, at du ikke fik fjernet rødderne af din visdomstand. Men netop når rødderne ligger i meget tæt relation til den nerve, som giver følelse til underkæben – og hvis roden ellers er sund, er det meget ”almindeligt” at efterlade noget af den for at undgå at beskadige nerven. Hvis denne beskadiges, er der nemlig stor risiko for permanent nedsat følelse i den ene side af underkæben, og det er en meget ubehagelig tilstand, som man derfor helst vil undgå.

Der foreligger ingen videnskabelige rapporter om væsentlige komplikationer ved at efterlade sunde rødder. Så jeg synes du kan være helt tryg ved, at tandkirurgen efterlod rødderne. Men for en god ordens skyld bør du nok få taget kontrolrøntgen af rødderne med 1-2 års mellemrum.

Med venlig hilsen

Anne Pedersen

Specialtandlæge, dr. odont.

Sidst opdateret: 25.08.2015




Annonce