Blodsukkermåler
Blodsukkermålere måler blodsukkerniveauet i blodet. Derved ses om blodsukkeret er som det skal være, eller om der skal justeres i medicinen.
Blodsukkeret kan måles meget simpelt og hurtigt med diverse forskellige blodsukkermålere, som findes i mange forskellige udformninger.
Hvilke blodsukkermålere findes?
Blodsukkermålere fås i mange forskellige udgaver og former. Men der er overordnet to forskellige slags:
- Blodsukkermåler med fingerprik
- Blodsukkermåler med sensor
Blodsukkermålere med fingerprik måler blodsukkeret i blodet, hvor dem med sensor måler blodsukkeret i underhuden. Når man måler med sensor giver det derfor en lille forsinkelse på 5-15 min. af blodsukkerniveauet. Til gengæld behøver man ikke prikke sig i huden med en sensor, da man istedet scanner sensoren og herved automatisk får blodsukkernivaeuet sendt til en app på telefonen.
Svagtseende: Blodsukkermålere fås også talende, så svagtseende selv kan måle deres blodsukker.
Blodsukkermåler med fingerprik
Ved blodsukkermålere med fingerprik, prikker man et lille hul på siden af en finger med en tynd nål, så blodsukkeret måles i det blod der kommer ud af hullet.
Der sættes en stiks på blodsukkerapparatet, som samler den lille bloddråbe op, og blodsukkeret måles automatisk på få sekunder.
Stiks
Stiks er til engangsbrug og skiftes for hver måling. De er gratis for insulinbehandlede diabetes-patienter (efter ansøgning). Tabletbehandlede får 150 stiks gratis om året (efter ansøgning).
Fingerprikker
Fingerprikkere er til engangsbrug. Der findes mange forskellige. Fås som en lille ”fingerprikker” som engangsbrug. Eller en større ”pen", hvor man kan sætte en-gangs lancetter i for hver gang.
Fingerprikkere er gratis for insulinbehandlede diabetes-patienter.
Blodsukkermåler med stiks og pen til fingerprik
Blodsukkermåler med sensor
Sensor
Ved blodsukkermålere med sensor, sidder der en lille sensor fast på undersiden af overarmen, som måler blodsukkeret i vævsvæsken i underhuden.
Blodsukkeret måles kontinuerligt via en meget lille nål, der går ind i underhuden. Blodsukkerværdierne kan ses ved, at man scanner henover sensoren med sin mobiltelefon, hvorefter de mange målte værdier kan ses på mobiltelefonen.
Man kan tage bad, svømme og motionere med sensoren, da den er vandresistent.
Sensoren kan sidde på armen i 14 dage, hvorefter den skal skiftes.
Har man Type 1 diabetes og går til behandling på et sygehus kan de bevillige det. Alle med Type 1 diabetes er berettiget til en sensor.
Blodsukkermåler med sensor. Sensoren er ca. på størrelse med en 5 krone. IStock
Sensor med kontinuerlig måling (CGM)
Er man i behandling på et sygehus/ ambulatorium, specielt med insulinpumpe, kan man få bevilliget en sensor der kaldes CGM (Continuous Glucose Monitoring) af sygehuset. Den påføres på maven og fungerer som ovenstående, men skal typisk skiftes efter seks dage. Blodsukkerværdierne overføres til insulinpumpen og de nyere insulinpumper kan selv reagere på disse målinger. Disse pumper hedder AID pumper og de kan regulere blodsukkeret meget præcist uden det store behov for, at man selv skal indstille på pumpen. AID står for Automated Insulin Delivery.
Vær opmærksom på:
Sensorer måler blodsukkeret i underhudens vævsvæske. Derfor skal man være opmærksom på, at blodsukkerværdierne er forsinket 5- 15 minutter. Hvis man er i tvivl, kan man supplere med en blodsukkermåling med fingerprik, som giver et her og nu billede af blodsukkeret.
SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM DIABETES