Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Rygestop

Elektroniske cigaretter (E-cigaretter)

Nogle e-cigaretter efterligner udseendet på almindelige tobak-cigaretter, mens andre er større og ser anderledes ud. I e-cigaretter er der ikke noget tobak ligesom i en normal cigaret. I stedet er der en patron med væske (også kaldet juice), som varmes op af det batteridrevne varmelegeme, så væsken fordamper.

Opdateret: 27. Juni 2018

Hvordan ser e-cigaretter ud?

Der findes mange forskellige typer e-cigaretter. Nogle efterligner udseendet af almindelige tobak-cigaretter, mens andre er større og ser anderledes ud. På nogle e-cigaretter lyser den ende, hvor der normalt er en glød, når man suger på mundstykket.

Elektroniske cigaretter består normalt af:

  • Et mundstykke hvor der indsættes en patron med væsken, som skal fordampe.

  • En forstøver med et batteridrevet varmelegeme. Det er her, at væsken bliver lavet om til damp.

  • Et batteri.

Hvordan fungerer e-cigaretter?

I e-cigaretter er der ikke noget tobak ligesom i en normal cigaret. I stedet er der en patron med væske (også kaldet juice), som varmes op af det batteridrevne varmelegeme, så væsken fordamper. Det er denne damp, man inhalerer, når man suger på e-cigaretten. Når man efterfølgende puster ud, vil der komme en smule damp på samme måde som udåndingsrøgen ved en tobaks-cigaret.

E-cigaretter fås med et manuelt eller automatisk batteri. På en e-cigaret med automatisk batteri, bliver batteriet aktiveret, når man suger i mundstykket. På e-cigarettter med manuelt batteri skal man aktivere batteriet ved at trykke på en start/sluk knap.

Hvilken væske bruges til e-cigaretter?

Den væske, som bruges i e-cigaretter, er opløsninger af propylenglycol og / eller glycerol

E-væsken kan både fås med og uden nikotin, ligesom den kan indeholde smagsstoffer af forskellig art (Eks. vanilje, mentol, æble, kirsebær, tobak) og duftstoffer.

Der findes mange forskellige e-cigaretter og utal forskellige typer væsker, lavet af forskellige producenter. Det er producenternes eget ansvar at deklarere væskerne - og at gøre det korrekt. Der er ikke nogen kontrolinstanser, der systematisk tjekker væskerne, og man kan derfor ikke vide med sikkerhed, hvilke stoffer E-cigaretterne indeholder og i hvor store mængder.

Hvor må man ryge e-cigaretter?

Det er ikke tilladt at bruge e-cigaretter i offentlige transportmidler og taxaer. Det er desuden heller ikke tilladt at bruge e-cigaretter på institutioner, hvor børn og unge under 18 år har deres gang.

På øvrige offentlige steder er det som udgangspunkt lovligt at ryge e-cigaretter. Dog har man lokalt lov til at lave restriktive regler. Det betyder, at for eksempel hospitaler og arbejdspladser kan nedsætte et rygeforbud, der også omfatter e-cigaretter.

Hvem må sælge og købe e-cigaretter?

Sundhedsstyrelsen har klassificeret elektroniske cigaretter med nikotin som et lægemiddel - ligesom nikotin-tyggegummi. Det betyder, at elektroniske cigaretter med nikotin skal være godkendt ved en markedsføringstilladelse, og at en virksomhed skal have en virksomhedstilladelse for at kunne sælge produktet på det danske marked. Markedsføringstilladelsen er forbrugerens sikkerhed for, at produktets kvalitet, sikkerhed og effekt er vurderet, herunder at der er et acceptabelt forhold mellem eventuelle bivirkninger og produktets tilsigtede virkning.

Fra den 7. juni 2016 har det været lovligt at sælge e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin i Danmark, så længe de er anmeldt hos Sikkerhedsstyrelsen.

Kan e-cigaretter være skadelige for helbredet?

E-cigaretter er endnu så nye på markedet, at man ikke kan sige noget om, hvorvidt de kan være skadelige for helbredet på længere sigt. Men netop fordi man ved så lidt om eventuelle skadesvirkninger, fraråder Sundhedsstyrelsen brugen af e-cigaretter. Det gælder både med og uden nikotin.

Enkeltstående undersøgelser har vist, at der kan være problematiske indholdsstoffer i nogle af e-væskerne, og at der kan opstå problematiske stoffer i selve fordampningsprocessen i nogle typer e-cigaretter:

  • I en undersøgelse i 2009 fandt den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) dietylenglykol (et komponent i kølervæske) i en type e-væske og nitrosaminer (en kræftfremkaldende kemisk forbindelse) i andre typer e-væske.

  • I et andet amerikansk studie blev der i e-væsker fundet farmakologiske stoffer som tadalafil (et stof der bruges til behandling af impotens) og rimonabant (som bruges i behandling af overvægtige og blandt andet er appetitregulerende).

  • Ifølge det tyske Federal Institute for Risk Assessment (BfR) tyder undersøgelser på, at der i fordampningsprocessen af e-væskerne kan opstå kræftfremkaldende stoffer som formaldehyd, acetaldehyd og acrolein - stoffer som også findes i tobaksrøg.

Der findes mange forskellige typer e-væsker og e-cigaretter. Det er producentens eget ansvar at deklarere væskerne korrekt og sikre, at der ikke er skadelige stoffer i deres produkter. Da der ikke er nogen systematisk kontrol af e-væsker fra myndighedernes side, har man som forbruger ingen garanti for, at væskerne (kun) indeholder de indholdsstoffer, der er deklareret.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Må man ryge e-cigaretter hvis man er gravid?

Sundhedsstyrelsen fraråder gravide at ryge e-cigaretter.

Man ved, at nikotin er skadeligt for fosteret og medfører risiko for læbe-ganespalte hjerneskade, misdannelser i knoglesystem, tænder og hjerte. Det gælder både den nikotin, som findes i cigaretter, i de traditionelle nikotin-erstatningsprodukter og i e-cigaretter. Der findes endnu ingen undersøgelser af, hvordan e-cigaretter påvirker fosteret i den gravides mave, og derfor ved man ikke, om de øvrige indholdsstoffer i væsken kan påvirke fostrets udvikling under graviditeten.


Kilder:

Sikkerhedsstyrelsen: E-cigaret-regler

Lægemiddelstyrelsen: Nye regler for E-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin

Sundhedsstyrelsen: E-cigaretter

Federal Institute for Risk Assessment (BfR): Frequently asked questions about e-cigarettes

Federal Institute for Risk Assessment (BfR): E-cigarettes may pose health risks even for passive smokers


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons