Annonce

Mikroinsemination (ICSI) – trin for trin

Hvordan foregår mikroinsemination (ICSI)?

Behandlingen med ICSI består af en række trin:

Hormonbehandling af kvinden

Kvinden skal i behandling med hormoner, som stimulerer æggestokken, så der udvikles flere modne æg på én gang i stedet for det ene, som normalt udvikles. Hormonhandlingen gives enten efter den såkaldte ”lange behandling” eller ”korte behandling.

I den ”lange behandling” anvendes først en forbehandling med en næsespray eller daglig indsprøjtning i to uger for at hæmme kvindens egen hormondannelse. Dette kaldes nedregulering og påbegyndes normalt omkring 21. dag i din cyklus. Efter nedreguleringen stimuleres ægblæredannelsen gennem cirka 10 til 12 dage med hormonet FSH. Kvinden giver sig selv disse indsprøjtninger i maveskindet.

I den ”korte behandling” starter hormonstimulationen direkte på 2. eller 3. menstruationsdag.

I Danmark anvender man oftest den korte behandling, men i nogle tilfælde er den lange behandling at foretrække. Lad jer vejlede af jeres læge med henblik på, om I egner jer til kort eller lang behandling.

Udtagning af æg

Under hormonstimulationen følges ægblærernes vækst ved hjælp af ultralydsskanning, og når lægen vurderer, at ægblærerne har den rette størrelse, gives den ægløsende sprøjte cirka 36 timer før selve ægudtagningen.

Lige før ægudtagningen gives kvinden noget smertestillende indsprøjtning direkte i en blodåre. Æggene tages ud med en nål, vejledt af ultralyd. Nålen føres op i æggestokkene gennem toppen af skeden. På ultralydsskanneren kan man se æggestokkene med de modne ægblærer, som suges tomme, hvorved æggene høstes. Der udtages typisk omkring 8 til 10 æg per behandling. De fleste mærker ikke meget til ægudtagningen, men for nogle kan det være ubehageligt, selv om der er givet smertestillende medicin. Man er vågen under ægudtagningen. Æggene anbringes derefter i et varmeskab i laboratoriet. Man hviler sig normalt ½ til 1 timer efter ægudtagningen og tager derefter hjem. På grund af den smertestillende/beroligende medicin må man ikke selv køre bil.

Aflevering af sæd

Manden skal aflevere en sædprøve den morgen, hvor ægudtagningen skal ske. Sædprøven laves hjemme hos jer selv, og sæden medbringes til klinikken i det i forvejen udleverede glas. Der er intet, der haster, så selv om der er en times transporttid, spiller dette ikke nogen rolle. Det kan anbefales, at manden ikke har sædudtømmelse døgnet før ægudtagningen.

Befrugtning af æg i laboratoriet

Behandlingen er ganske den samme uanset om det er IVF eller ICSI – bortset fra den metode, hvormed æggene befrugtes i laboratoriet. Ved IVF befrugtes æggene i laboratoriet ved, at der tilsættes ca. 100.000 sædceller til hvert æg. Ved ICSI indføres en enkelt sædcelle direkte i ægget.

Dyrkning af æg

Dyrkning af æggene sker i en såkaldt inkubator – det vil sige et avanceret varme/”rugekasse-system.

To dage efter ægudtagningen kan man i laboratoriet se, om der er befrugtede og delte æg (kaldet embryoner), som kan oplægges i livmoderen eller eventuelt nedfryses. Der er mange forskellige ”kvaliteter” af embryoner, og graviditetschancen afhænger meget af de delte ægs kvalitet.

Æggene dyrkes oftest videre til dag 5 (kaldet blastocyst). Kun gode befrugtede og delte æg kan nedfryses til senere. I alt opnås et overskud af delte æg til nedfrysning hos 60 procent af alle behandlinger.

Oplægning af æg

Ægoplægningen af befrugtede æg (transfereringen) sker normalt 2,3 eller 5 dage efter, at æggene er taget ud. Der udvælges et pænt æg, som lægges op i livmoderen gennem livmoderhalsen ved hjælp et lille plastikrør. I henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal klinikkerne i Danmark kun oplægge ét befrugtet delt æg.

Jo flere æg, der lægges op, jo større chance er der for graviditet, men jo større risiko er der for flerfoldsgraviditet - det vil sige, at man får mere end et barn. I Danmark er det forbudt at oplægge mere end 2 befrugtede æg.

Efterbehandling med hormoner

Efter ægoplægningen ved IVF behandles kvinden med det graviditetsbevarende hormon progesteron i form af stikpiller til skeden i 14 dage.

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om BARNLØSHED/FERTILITETSBEHANDLING

Sidst opdateret: 30.06.2022

Annonce