Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Insemination – sådan foregår det trin for trin

Insemination udføres i de timer, hvor ægløsningen sker. Læs her, hvordan det foregår.

Opdateret: 13. Juli 2010

Hvordan udføres insemination med mandens sæd (IUI-H)?

Manden afleverer en sædprøve.

I et laboratorium isoleres sædcellerne fra sædvæsken, og med et lille plastikkateter føres sædcellerne derefter op i toppen af livmoderen. Herved skal sædcellerne ikke svømme så langt, og sædcellerne skal ikke trænge op gennem livmoderhals- slimen, så insemination i livmoderen betyder, at flere sædceller når ud i æggelederne, hvor befrugtningen kan ske. Efter et almindeligt samleje skal sædcellerne selv bevæge sig op gennem livmoderhalsen, livmoderen og videre ud i æggelederne. Derfor når kun meget få ud af hver million sædceller ud i æggelederne. Ved en inseminationsbehandling kommer der 50 til 100 gange flere sædceller ud i æggelederne.

Kvindens ægmodning stimuleres med hormonbehandling

Man kan godt udføre inseminationsbehandling i kvindes egen cyklus. Men erfaringen viser dog, at chancen for graviditet fordobles, hvis ægdannelsen også stimuleres ved hjælp af hormonbehandling, så der løsnes mere end et æg. Med hormonbehandlingen dannes der typisk 2 -3 æg per behandling i stedet for det ene æg, der normalt dannes i en menstruationscyklus. Jo flere æg, desto større er sandsynligheden for graviditet, men samtidig øges risikoen for flerfoldsgraviditeter – det vil sige graviditet, hvor man venter mere end ét barn.

Hormonbehandlingen kan ske ved hjælp af klomifentabletter fra 3 - 7 cyklusdag eller daglige indsprøjtninger med det ægblærestimulerende hormon FSH. Tabletbehandling er det enkleste og billigste, men giver en smule færre graviditeter end daglige indsprøjtninger med FSH hormonet. Godt 60 procent af kvinderne vil modne mere end et æg, hvis de behandles med tabletter.

Selve insemination

Insemination udføres i de timer, hvor ægløsningen sker. Tidspunktet for inseminationen fastlægges ved hjælp af ultralydsskanning. Når der er mindst 1 ægblære, der er moden - det vil sige omkring 17 mm stor - giver kvinden sig selv en indsprøjtning, som giver ægløsning 1½ døgn efter. På dette tidspunkt foretages så selve inseminationen i livmoderen. Selve inseminationen tager få minutter og svarer i ubehag nogenlunde til en almindelig gynækologisk undersøgelse. Kvinden tager hjem umiddelbart efter.

Hvad er graviditetschancen?

Graviditetschancen er 12-15 procent per behandling, og efter op til tre behandlinger kan 25 procent hjælpes til et barn ved hjælp af insemination.

Læs mere om BARNLØSHED/FERTILITETSBEHANDLING


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.