Brevkasse

Spørgsmål   Gigt

Spørgsmål: Har jeg fået psoriasisgigt?

Kære Netdoktor

Jeg har i 20 år lidt af psoriasis med meget svingende udfald og har accepteret, at det skal være på den måde. Jeg har dog haft lange symtomfrie perioder og har været en enkelt tur i Israel med godt resultat. Nu melder der sig igen et nyt udbrud men samtidig også smerter i leddene især i fingrene. Jeg har svært ved at bøje dem, men kan også have problemer med at rette dem ud igen, hvis jeg f.eks. skræller kartofler eller holder en kop i hånden.

Problemet har været der før i forbindelse med andre udbud, hvorfor jeg har søgt læge. Min mistanke har været psoriasisgigt, men det er blevet afvist på det kraftigeste. Mit spørgsmål er, hvad jeg kan gøre for at få en grundigere undersøgelse. Kan det alligevel være psoriasisgigt, som jeg har?

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære spørger

Det må påregnes at omkring 15-20% af patienter med psoriasis udvikler psoriasisgigt. Gigtgenerne kan begynde før psoriasis, samtidigt med psoriasis eller efter og ofte lang tid efter det første psoriasisudbrud. Psoriasisgigt angriber hyppigt fingre og tæer og er sjældent så symmetrisk som den kroniske leddegigt. De større led undtagen rygsøjlens og bækkenets led kan også angribes.

Mistanken om gigt opstår, når leddene gør ondt og hæver i længere tid. Et særligt symptom kan være morgenstivhed. Ved angreb på leddet kommer efter nogen tid defekter af brusk og knogle, der støder op til leddet. Der går dog et stykke tid, ofte et par år, før disse kan ses på røntgenbilledet. Ved mere moderne metoder som f.eks. såkaldt knogle- og ledscintigrafi vil man kunne påvise gigten tidligere. Der er ingen specifikke blodprøver for psoriasisgigt, men forhøjede infektionstal (forøget sænkningsreaktion og c-reactivt-protein) kan være tegn på aktiv gigt med betændelse.

Med dine symptomer må du klart have krav på en grundigere undersøgelse. Du må forlange at blive henvist til en reumatolog. Er der for lang ventetid kan du også søge en dermatologisk speciallæge, der vil kunne sætte de relevante undersøgelser i gang. Der findes i dag adskillige gode behandlingsmidler for psoriasisgigt, der vil kunne mindske såvel generne som sygdommens forværring.

Med venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i psoriasissygdom


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvordan kan jeg finde ud af om jeg har slidgigt?

2020-05-2 | 19:39

Slidgigt i tommelfingeren?

2020-01-20 | 23:49

Er det gigt?

2018-08-9 | 10:11

Bindevævssygdomme

2014-03-19 | 00:00

Jeg har urinsyregigt - hvad må jeg spise og ikke spise?

2013-08-23 | 00:00

Har jeg fået psoriasisgigt?

2006-12-12 | 00:00

Hvad er hypermobile led?

2005-03-21 | 00:00

Hvad er psoriasis gigt, og hvad kan man gøre for ikke at forværre det?

2001-04-23 | 00:00

Sjøgrens Syndrom

2001-03-13 | 00:00

Ledsmerter af kunstige hormoner - påvirkning af gigt?

2000-06-19 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.