Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Handicap

Handicap og seksualitet


Opdateret: 15. November 2010

Hvor mange handicappede får problemer med sexlivet?

Sex og seksualitet er for alle mennesker et helt basalt behov, der skal dækkes. WHO definerer seksuel sundhed som en ”tilstand af fysisk, følelsesmæssigt, mentalt, og socialt velbefindende i forhold til seksualitet. Det er ikke kun fravær af sygdom, dysfunktion eller svagelighed (…) For at seksuel sundhed kan opnås og bevares, må alle personers seksuelle rettigheder respekteres, beskyttes og opfyldes."

Denne definition gælder også for fysisk handicappede, og netop fordi mange fysisk handicappede vil opleve at få problemer med seksualiteten og sexlivet, er det er vigtigt for den handicappede at får hjælp til ikke blot fysisk og mental sundhed men også seksuel sundhed.

Det er vanskeligt at sige noget om, hvor almindeligt det er med seksuelle problemer hos handicappede. Gennem befolkningsundersøgelser ved man dog, at seksuelle vanskeligheder forekommer hos 5 – 20 procent af alle voksne. De samme undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem kronisk sygdom og seksuelle problemer – har man en kronisk sygdom er risikoen for at have et seksuelt problem større end, hvis man ikke har en kronisk sygdom.

Hvilke psykologiske konsekvenser har et handicap, og hvilken betydning har det for seksualiteten?

Hvis der er tale om et erhvervet handicap, kan et parforhold komme under pres. De typiske reaktioner på og konsekvenser af et nyopstået handicap er:

Forskellige reaktioner

Begge parter kan have både krisereaktioner og efterfølgende reaktioner, som kan være vidt forskellige, og som ikke altid er lette for den anden part at forstå og forholde sig til. Desuden kan parterne have forskellig hastighed i tilpasning til den nye situation, som gør, at de også kan få problemer i forholdet. For mange mennesker er det at føle sig forstået afgørende for, om det seksuelle kan fungere. Derfor kan forskelligheder i krisehåndtering medføre en følelse af afstand, der går ud over seksualiteten.

Ændrede kønsroller i forholdet

Nedsat fysisk formåen kan få konsekvenser for kønsrollerne i et parforhold. Det kan være svært at opleve sig som forførende kvindelig, hvis man har brug for hjælp . Det kan være svært at se sig som maskulin, når kroppen ikke længere fungerer som før.

Træthed og stress

Hvis en partner har erhvervet sig et handicap betyder det en øget arbejdsbyrde for partneren. Derved kan partnerens overskud blive ramt i en grad, at overskudet til at dyrke sex også bliver påvirket. Træthed og stress påvirker både lyst og evner. Det kan være sværere at mærke seksuel lyst, når man er træt og stresset. Evnen til rejsning og orgasme og udløsning kan ligeledes i en periode blive ramt.

Negativt selvbillede

Ganske ofte fylder et handicap så meget i bevidstheden hos den handicappede selv, at det, der faktisk fungerer bliver overset. Hvis man har et negativt billede af sig selv, er det svært at føle sig værd at begære. En konsekvens kan være at man afstår fra seksuelle oplevelser.

Depression

Når man bliver ramt store forandringer i tilværelsen, der indebærer tab af frihed og muligheder, er der risiko for, at man får en depression . Deprimerede mennesker har svært ved at mærke seksuel lyst, og den seksuelle evne kan også blive ramt. For eksempel er rejsningsproblemer og manglende orgasme er almindelige følger af depression.

Smerter og inkontinens

Mennesker med kroniske smerter og / eller inkontinens har meget ofte nedsat seksuel tilfredshed, især hvis smerterne øges under samleje og dermed er en distraherende faktor. Forventet smerte kan medføre problemer med rejsning eller orgasme. Angst for smerter eller inkontinens kan være den vigtigste grund til mindsket seksuel tilfredshed.

Tabuisering

Det kan være forbundet med tabu både for den handicappede, for partneren og for omgivelserne, at forholde sig til seksualitet og handicap. Derfor kan det være svært at tale om, og også bede om hjælp til.

Det er ofte lettere for yngre mennesker end for ældre at rehabilitere sig seksuelt. Ældre patienter får muligvis også mindre støtte, empati og information om seksualitet end yngre patienter.

Hvilke seksuelle problemer kan opstå med et fysisk handicap?

Kvinder og mænd med et fysisk handicap vil af naturlige årsager have forskellige seksuelle problemer i forbindelse med deres handicap.

Kvinden med et fysisk handicap kan opleve, at

  • hun ofte ikke føler lyst til seksuelt samvær . Det gælder især, hvis kvinden har negative oplevelser i form af smerter eller inkontinens under samleje. Lysten bliver desuden også ramt, hvis kvinden ikke føler sig attraktiv.

  • distraherende faktorer eller skader på nervesystemet gør det sværere at få orgasme og kan give tørre slimhinder i og omkring skeden.

  • en opspændt bækkenbund kan medføre smerter ved indtrængning. I værste fald kan kan det være umuligt at gennemføre et samleje med indtrængning.

Manden med et fysisk handicap kan opleve, at

  • han ikke føler lyst til seksuelt samvær . Manglende lyst optrøder især hvis manden har haft dårlige erfaringer i form af rejsningsproblemer , forsinket eller manglende udløsning

  • nerveskader i bækkenet kan medføre, at udløsningen ikke fungerer normalt, eller at følsomheden på penis er nedsat.

For begge køn gælder, at

  • det kan være svært med et fysisk handicap at komme i en position, så man kan stimulere sig selv.

  • det kan også være et problem at have kræfter til at stimulere sig selv i længere tid.

Hvordan kan man afhjælpe seksuelle problemer hos personer med et fysisk handicap?

For både mand og kvinde gælder det om at have en positiv holdning til at udforske de muligheder, der er, kræver en åben dialog med partneren. Måske findes der aflastende stillinger eller tidspunkter på dagen, der er gode, derfor er det godt, at kende sin egen krop, så man kan sige til og fra.

Rejsningsproblemer kan man behandle med rejsningsfremmende tabletter, som man kan få på recept. Desuden kan depression også behandles med medicin, men man bør være opmærksom på, at medicinen også kan medvirke til nedsat lyst. Manglende udløsning eller orgasme hos begge køn kan ofte afhjælpes med en vibrator, og glidecremer er godt ved manglende fugtighed.

Har man problemer med onani , kan man få hjælpemidler, man kan betjene, selvom den fysiske styrke og bevægeligheden er nedsat. Nogle kommuner tilbyder hjælpemidler og dialog med seksualvejledere vedrørende dette.

Hvor kan man finde mere viden om handicap og seksualitet?

For handicappede, der søger en partner kan man finde ligesindede på dette datingsite: www.handicap-dating.dk
www.handicapportalen.dk
www.danskhandicapforbund.dk

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons