Hvad er epilepsi?
Epilepsi er et symptom på en funktionsforstyrrelse i hjernen. Ved epilepsi sker der en unormal synkron (samtidig) udsendelse af elektriske impulser fra større eller mindre grupper af nerveceller (neuroner) i hjernen. Utallige sygdomme i hjernen kan være årsag til denne tilstand. I fagsproget skelner man mellem to store hovedgrupper:
Idiopatisk epilepsi
Ved idiopatisk epilepsi fejler patienten ikke noget bortset fra epilepsien. Man mener, at anfaldene skyldes en utilstrækkelig effekt af nogle af de kemiske signalstoffer (såkaldte neurotransmittere) i hjernen. Disse stoffer bruges til at regulere den elektriske impulsaktivitet. Måske er der en arvelig (genetisk) baggrund for dette, idet man ret ofte ser epilepsi af samme type hos nærmeste slægtninge. Endnu flere af slægtningene vil have såkaldte EEG-forandringer af samme type som patientens, uden at de har eller får epilepsi. (EEG er en målemetode, som viser aktiviteten i hjernecellerne). Der er altså tale om en slags genetisk fingeraftryk. Nye undersøgelser har vist, at visse af disse epilepsityper er klart arvelige med veldefineret arvegang. Årsagen er formentlig en abnormitet på et af kromosomerne.
Patienterne har i øvrigt ingen tegn på sygdomme i hjernen eller centralnervesystemet (neurologisk sygdom) eller mentale defekter. Billedundersøgelser af hjernen(CT- og MR-scanning) er også normale.
Symptomatisk epilepsi,Ved symptomatisk epilepsi er en anden hjernesygdom årsag til epilepsien. Se nedenfor.
Hvorfor får man epilepsi?
Utallige hjernesygdomme og -skader kan medføre epilepsi. De vigtigste er:
Udviklingsforstyrrelser. Det vil sige påvirkninger af hjernen, mens den er under anlæg i første tredjedel af graviditeten. Disse kan påvises ved MR-scanning, og udviklingsforstyrrelserne spiller en hovedrolle ved svært regulerbar epilepsi især hos børn. Derimod er fødselsskader relativt sjældne og forekommer mest, hvis epilepsien ses sammen med spastisk lammelse (cerebral parese).
Kranietraumer, som er mere alvorlig end en almindelig hjernerystelse. Det vil ofte sige så svære, at patienten bliver indlagt på neurokirurgisk afdeling. Risikoen for epilepsi efter sådanne traumer varierer fra 5 til 50 procent og er størst efter kraniebrud med lokal ødelæggelse af hjernevæv eller ved skudlæsioner. Nye undersøgelser har dog vist, at også mindre traumer med hjernerystelse, giver en let øget risiko for senere epilepsi.
Blodpropper (infarkter) og blødninger (hæmatomer) i hjernen. Dette forklarer, at epilepsi optræder med ret stor hyppighed hos ældre. Op til cirka ti procent af alle blodpropper i hjernen giver epilepsi – først og fremmest dem, der involverer hjernebarken. Egentlige hjerneblødninger giver hyppigere epilepsi, men da cirka 85 procent af alle apopleksi-tilfælde skyldes blodpropper, bidrager hjerneblødninger ikke så meget til det samlede antal ældre med epilepsi.
Hjernesvulster. Især langsomt voksende og overfladiske hjernesvulster, som kan fjernes ved operation. Det er derfor vigtigt at undersøge for hjernesvulster, hvis en person over 20 til 25 års alderen begynder at få epilepsi. Særligt vigtigt er det, hvis der er tale om anfald, der starter svarende til en afgrænset hjernedel (fokale anfald). Ved CT- og MR-scanning kan man undersøge for hjernesvulster.
Hjernebetændelse og hjernehindebetændelse kan give langvarige krampeanfald, der kan være årsag til en hjerneskade sekundært til anfaldene.
Alkoholmisbrug formentlig til dels på baggrund af tilbagevendende abstinenskramper.
Desuden er der en række tilstande, hvor man i nogle tilfælde f. eks. ved MR-scanning kan påvise unormale områder i hjernen. Der har således formentlig været en hjernepåvirkning, men man har i sygehistorien ikke beviser for tidligere neurologisk sygdom. Sådanne tilfælde kaldtes tidligere kryptogene epilepsier (græsk kryptos = skjult).