Hvordan føles et epileptisk anfald?
Hvordan et epileptisk anfald tager sig ud, varierer umådeligt. Fra små og næppe erkendelige absencer (det vil sige, at man taber tråden nogle få sekunder) til det generaliserede krampeanfald. Krampeanfaldet (i fagsprog tonisk-klonisk anfald) er nok det mest kendte anfald, og det som af almindelige mennesker opfattes som selve sygdommen epilepsi. De vigtigste faktorer for, hvordan anfaldene viser sig, er: Hvor i hjernen anfaldet begynder, hvordan anfaldet breder sig og hvor stort et område af hjernen, der inddrages.
Man inddeler i dag anfaldene i to hovedgrupper.
Fokale anfald
Det vil sige, at anfaldet starter i en afgrænset del af hjernebarken. Det kan så enten forblive der, udbrede sig til naboområderne eller til sidst involvere hele hjernen. Det vigtigste er at få klarlagt, hvordan anfaldet begynder, idet symptomerne her vil kunne lede hen til det sted i hjernen, hvorfra anfaldene udgår.
Her kan du læse mere om hjernens opbygning.
Nogle eksempler er:
Hvis man har trækninger i højre hånd, må begyndelsesstedet befinde sig i den motoriske hjernebark i venstre hjernehalvdel. Det skyldes, at langt de fleste baner fra hjernen krydser over midtlinjen.
Indledes anfaldet med lysglimt, sidder begyndelsesstedet i synsbarken helt bagtil i hjernen (nakke- eller occipitallappen).
Har man sammensatte og hallucinatoriske oplevelser (f.eks. billeder, musik og scener), stammer anfaldet sandsynligvis fra tindingelappen (temporallappen). Anfald med sådanne subjektive oplevelsesfænomener kaldes sommetider aura (af græsk, der betyder "åndepust").
Simple fokale anfald (med bevaret bevidsthed)
Er kendetegnet ved, at man er klar og vågen og kan følge med i, hvad der foregår. Det er en klar fordel, hvis man i rimeligt omfang kan kommunikere med omgivelserne under anfaldet. Man kan for eksempel gøre opmærksom på, at anfaldet ikke er farligt, og at det standser af sig selv igen. Ligeledes har man mulighed for at lægge sig ned eller på anden måde bringe sig i sikkerhed ved anfaldets start.
Komplekse fokale anfald (med påvirket bevidsthed)
Desværre sker det ofte, at man under anfaldet er omtåget og forvirret. Derfor kan man ikke eller kun dårligt kommunikere, og ej heller bagefter huske, hvad der er sket. Det er den hyppigste anfaldstype hos voksne og større børn.
Disse anfald er tit socialt meget pinlige og invaliderende. Specielt fordi man ofte foretager bizarre og upassende handlinger. Det kan være, at man sidder og smasker, savler, rømmer sig og udstøder lyde. Eller man foretager sig mærkværdige bevægelser med arme og ben eller forsøger at tage tøjet af. Bedre bliver det ikke af, at man kan blive aggressiv og slå fra sig, hvis nogen forsøger at tage fat i en under anfaldet. Det sker derfor fra tid til anden, at mennesker med epilepsi ender i politiets varetægt, indtil sagens rette sammenhæng opklares.
De fleste komplekse fokale anfald starter i tindingelappen. Men også pandelappen (frontallappen) og andre områder i hjernen kan blive involveret. Desværre er de komplekse fokale anfald ofte vanskelige at få under kontrol med medicin. I disse tilfælde kan en operation sommetider hjælpe patienten og skal derfor altid overvejes, hvis den medicinske behandling ikke er tilstrækkeligt effektiv.
Fokale anfald kan sprede sig til hele hjernen og dermed ende i et stort krampeanfald. Dette kaldes sekundær generalisering. Hvis anfaldet begynder med en subjektiv fornemmelse, taler man i gammeldags sprogbrug om et "grand mal anfald med aura". Auraen (af græsk: ”åndepust”) er den første del af anfaldet og kan som tidligere omtalt vise hen til, hvor i hjernen anfaldet begynder. Derfor er det vigtigt for patienten at forsøge at erindre sig og for andre at spørge ud, om der har været forvarsler forud for et generaliseret krampeanfald.
Generaliserede anfald
Her er hele hjernen mere eller mindre medinddraget; alligevel kan symptomerne være meget varierende.
Det tonisk-kloniske krampeanfald (”grand mal”) er bedst kendt:
Personen, der går i krampe, bliver dybt bevidstløs og helt stiv i kroppen (tonisk fase).
Åndedrættet stopper og på grund af dette samt det store muskelarbejde bliver den krampende blå (cyanotisk) som følge af iltmangel.
Efter oftest 10 til 30 sekunder kommer der gentagne ryk i arme og ben (klonisk fase),
Efter et til to minutter er anfaldet som regel overstået.
Umiddelbart efter anfaldet trækker pågældende vejret dybt og prustende. Det skyldes CO2 (kuldioxid)-ophobning og sekret i de øvre luftveje.
Hvis pågældende har bidt sig i tungen (det sker langt fra altid), bliver sekretet ofte blodigt.
Afgang af urin kan ses, men langt fra altid.
Absencen er det modsatte yderpunkt
Absencen (det at man taber tråden) er et ganske kort, oftest under 10 sekunder, fjernhedstilfælde, hvor patienten straks kommer til sig selv bagefter.
Lette ledsagefænomener kan ses såsom øjenblink, smasken, hoveddrejning bagover eller til siden eller eventuelt let hovedtab.
Absencer ses oftest med stor hyppighed, måske op til 100 dagligt. De kan derfor genere alvorligt, hvis man for eksempel står i en undervisningssituation.
Andre generaliserede anfaldstyper er:Myoklonier er kortvarige symmetriske trækninger i arme og ben. De ligner meget dem, de fleste mennesker kender, inden man falder i søvn. Der er dog den forskel, at de epileptiske myoklonier som regel ses kort efter, at man er vågnet om morgenen.
Astatiske (atoniske) anfald. Ved disse anfald mister patienten brat spændingen i kroppen og falder til jorden, da alle selvbeskyttelsesreflekser er ophævet. Man slår man sig ofte, især i hoved og ansigt. Beskyttelseshjelm kan derfor være nødvendig.
Syndromer eller forløbsformer
Her forstår man epilepsier, hvor der er en karakteristisk sammensætning af en række faktorer. Disse faktorer er:
På basis af disse faktorer kan man ofte stille en mere sikker diagnose end blot på basis af selve anfaldene. Specielt kan man rådgiver med hensyn til valg af medicin, chancen for at opnå anfaldskontrol, risiko for at eventuelle børn får epilepsi, samt om valg af erhverv.
De vigtigste syndromer er:
Infantile spasmer (West's syndrom) er en sjælden, men meget alvorlig spædbørnsepilepsi. Den begynder som regel i fire til ti-månedersalderen. Den viser sig ved hyppige (utallige dagligt) hurtigt gentagne trækninger i krop, arme og ben. EEG viser et typisk mønster (såkaldt hypsarytmi), og prognosen er oftest dårlig. Cirka 90 procent udvikler mere eller mindre udtalt mental retardering, også selvom anfaldene kan stoppes. Senere ses ofte andre anfaldstyper. Den mest anvendte medicin er vigabatrin, ACTH (binyrebarkstimulerende hormon), valproat eller clobazam.
Myoklon-astatisk epilepsi (Lennox-Gastaut´s syndrom) er en ret sjælden form, der udgør to til fem procent af børneepilepsier. Den kan begynde af sig selv eller udgøre fortsættelsen af West's syndrom. Den begynder oftest i to til fem års alderen. Anfaldstyperne er pludselige tab af spændingen i musklerne (med alvorlige læsioner efter fald), toniske krampeanfald og endelig ganske korte absencer. EEG viser typisk et billede med lavfrekvente såkaldte spike-waves, enten lokaliseret eller over hele kraniet. Mental retardering er nærmest reglen. Prognosen med hensyn til anfaldskontrol er generelt dårlig. Den mest anvendte medicin er: valproat, lamotrigin, clobazam, clonazepam.
Pyknolepsi (Børneabsencer) udgør cirka fem procent af børneepilepsier. Den viser sig ved utallige (op til 50 til 100 dagligt) absencer. Sekunder med varende fjernhed og ledsaget af karakteristisk EEG (3 Hz spike-waves). Cirka halvdelen udvikler senere krampeanfald oven i, hvilket forværrer prognosen. Børneabsencer er generelt ret let at behandle, da cirka 70 til 80 procent kan gøres anfaldsfri. Børnene har oftest normal intelligens, men hyppigere end normalt ses indlærings- og adfærdsforstyrrelser. I cirka to tredjedele af tilfældene svinder epilepsien af sig selv i voksenalderen. Den mest anvendte medicin er: valproat, lamotrigin, etosuximid, clobazam.
Juvenil myoklon epilepsi. er ret hyppig og udgør fem til ti procent af ungdoms- og voksenepilepsier. Den viser sig ved gentagne og voldsomme ryk (myoklonier - heraf navnet) i arme og ben typisk kort efter opvågning. De fleste har også krampeanfald, og cirka halvdelen har absencer. Juvenil myoklon epilepsi starter oftest i 12 til 18 års alderen. Anfald udløses typisk af søvnmangel og alkoholindtagelse. De fleste kan gøres anfaldsfri med medicin, men tendensen til anfald ophører ikke spontant. Behandlingen bliver derfor ofte livslang. Intelligensniveauet er i reglen normal. Den mest anvendte medicin er: valproat, lamtorigin, levetiracetam, clobazam, clonazepam.
Rolandisk epilepsi. er ret hyppig og udgør ca. 15 procent af al børneepilepsi. Den viser sig ved oftest natlige fokalmotoriske anfald i reglen i den ene side af ansigtet. Anfaldene er ledsaget af gutturale lyde og stærk spytsekretion. Barnet er vågent under anfaldet som dog kan brede sig og ende i generaliserede kramper. EEG viser karakteristiske fokale spikes svarende til hjernens områder for motorisk funktion. Prognosen er stort set altid god. De fleste har kun få anfald, og alle bliver raske efter 15-årsalderen uanset behandling. En vis øget hyppighed af læsevanskeligheder ses dog hos ca. halvdelen, men intelligensen er generelt normal. Den mest anvendte medicin er: lamtorigin, carbamazepin/oxcarbazepin, valproat.
Der findes mange andre forløbsformer, men der må henvises til lægefaglig speciallitteratur for nærmere omtale.
Patientforeninger
Videnscenter