Hvad er testosteron?
Testosteron er et mandligt kønshormon (androgen), der hos mænd langt overvejende produceres i testiklerne, som er de primære mandlige kønsorganer. En lille andel (omkring 5 procent) bliver dannet af binyrerne. Kvinder danner også testosteron i binyrerne og i de primære kvindelige kønsorganer (æggestokkene), men ikke nær så meget som i mænds testikler.
Hvilken funktion har testosteron?
Testosteron påvirker stort set hele kroppen. Det har effekter på kroppens udseende, idet det har en “mandliggørende", såkaldt androgeniserende effekt på kroppens væv, og derudover en mere generelt opbyggende effekt (anabolsk), i og med det stimulerer muskel- og længdevækst.
Allerede i fosterlivet spiller testosteron en vigtig rolle for kønsudviklingen i forhold til udviklingen af penis, testikler og de øvrige kønskirtler. Efter fødslen har testosteron ligeledes en androgeniserende effekt, især under puberteten hvor der sker en drastisk udvikling. Testosteron er nemlig nødvendig for udviklingen af de sekundære kønskarakteristika, heriblandt:
Øget kropsbehåring, herunder pubes og skægvækst
En dybere stemme
Øget muskelmasse, bredere skuldre, smallere hofter
Fortykkelse af huden
Fortykkelse af knogler
Det er altså den øgede produktion af testosteron, som igangsætter puberteten og sørger for udviklingen af de mandlige kønskarakteristika.
Hvad er normalt testosteron?
Blodets indhold af testosteron varierer livet igennem. Efter den helt tidlige barndom stiger testosteronindholdet hos både mænd og kvinder indtil 20-års alderen. Herefter falder det gennem resten af livet. Ved lavt testosteron kan man som mand opleve træthed, manglende sexlyst, irritabilitet eller depression. Hos lægen kan man få målt sit testosteronniveau, for at finde ud af om det er for lavt.