Hvad er for højt stofskifte?
For højt stofskifte kaldes også thyreotoksikose, hypertyreose eller hyperthyreoidisme. Det unormalt høje stofskifte viser sig ofte ved indre uro, varmefornemmelse, svedtendens og hjertebanken. Desuden taber man ofte i vægt, selvom der er øget appetit.
Sygdommen skyldes en øget mængde af organismens stofskiftehormoner, tyroksin (T4) eller trijodthyronin (T3). Disse to stofskifte-hormoner dannes begge i skjoldbruskkirtlen, der sidder foran på halsen lige over nøglebenene. Hos de fleste personer med for højt stofskifte er skjoldbruskkirtlen mere eller mindre forstørret (struma). Det er dog ikke alle med for højt stofskifte, der har struma.
Hvorfor får man for højt stofskifte?
Sygdommene skyldes et ikke helt kortlagt samspil mellem arvelige og miljømæssige forhold. Cigaretrygning, indtagelse af visse lægemidler (eksempelvis Lithium, Amiodaron og jodholdige røntgen kontraststoffer), for lidt eller for meget jod i kosten og muligvis stress kan medvirke til udvikling af sygdommene. De tre hyppigste sygdomme med for højt stofskifte er: struma diffusa toksika, struma nodosa toksika og subakut thyreoiditis.
Struma diffusa toksika (ensartet forstørret skjoldbruskkirtel med for højt stofskifte). Kaldes også Basedows eller Graves’ sygdom. Denne sygdom ses først og fremmest hos yngre personer (hyppigst mellem 30 og 50 års alderen), men kan ses i alle aldre. Skjoldbruskkirtlen er ensartet uden knuder og som regel let forstørret. Ved denne form for højt stofskifte vil op til en tredjedel udvikle øjenproblemer (også kaldet Basedows øjensygdom eller exoftalmus) i varierende grad. Fra let irritation, grus- og tørhedsfornemmelse (hyppigt) til en udtalt grad af hævede øjenomgivelser og udstående øjne (sjældent) eventuelt med dobbeltsyn, smerter og nedsat synsstyrke. Stofskiftesygdommen kræver behandling, men de fleste øjenproblemer aftager i takt med, at stofskiftet bliver normalt. Kun sjældent er der brug for behandling af øjensygdommen.
Struma nodosa toksika (uensartet forstørret skjoldbruskkirtel med for højt stofskifte) Optræder først og fremmest hos ældre, hyppigst mellem 50 og 70 års alderen. Skjoldbruskkirtelen er uensartet og knudret, en såkaldt knudestruma. I enkelte tilfælde skyldes det forhøjede stofskifte en enkelt knude i en ellers ensartet forstørret skjoldbruskkirtel. Denne knude kaldes et toksisk adenom. I næsten alle tilfælde er knuderne godartede, og der er normalt ikke problemer med øjnene.
Subakut thyreoiditis skyldes en betændelse (oftest en virusinfektion) i skjoldbruskkirtlen. Dette er en sjælden årsag til for højt stofskifte. Tilstanden er normalt forbigående i løbet af få dage til nogle uger. Der er smerter og ømhed på forsiden af halsen og feber. I svære tilfælde kan det være nødvendigt med medicinsk behandling, typisk med binyrebarkhormon (prednisolon) i få uger.
Hvordan føles for højt stofskifte?
For højt stofskifte påvirker alle organer i kroppen, derfor kan der komme symptomer fra flere organer samtidig (hjerne, øjne, hjerte, tarme, muskler, led og så videre). De typiske symptomer på for højt stofskifte er nævnt nedenfor. Dog er det sjældent, at den samme person har alle nævnte symptomer. Således opstår der hos ældre ofte kun symptomer i et eller nogle få organer.
Nervøsitet
Indre uro
Rastløshed
Let til gråd
Koncentrations- og hukommelsesbesvær
Rysten på hænderne
Hjertebanken
Hurtig regelmæssig puls
Hurtig uregelmæssig puls (atrieflimren)
Varmefornemmelse
Svedtendens
Varm og fugtig hud
Vægttab på trods af øget appetit
Udtalt træthedsfornemmelse
Muskelsmerter
Muskeltræthed
Hyppig og løs afføring
Uregelmæssig menstruation
Hvad kan man selv gøre?
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Så snart lægen har mistanke om for højt stofskifte, vil denne undersøge din hals for struma (forstørrelse af skjoldbruskkirtlen). Lægen vil også undersøge og spørge til eventuelle problemer med øjnene. Desuden tager lægen blodprøver for at undersøge, hvor meget af det thyreoideastimulerende hormon, kaldet TSH, samt de to stofskifte hormoner tyroksin (T4) og trijodthyronin (T3) du har i blodet. Ved for højt stofskifte vil koncentrationen af TSH være unormalt lav, mens koncentrationen af det ene eller begge stofskiftehormoner vil være forhøjet.
Læs mere om stofskiftehormoner her
For at afgøre hvilken form for forhøjet stofskifte du har, vil det ofte være nødvendigt at undersøge opbygningen af skjoldbruskkirtlen ved hjælp af scintigrafi (kontrastundersøgelse) og/eller ultralydsundersøgelse.
Hvordan behandles for højt stofskifte?
Man kan næsten altid både undersøge og behandle for højt stofskifte, uden at der er behov for indlæggelse på hospitalet. Der er i dag tre forskellige behandlingsmåder: medicinsk tabletbehandling, kirurgisk behandling (operation) og behandling med radioaktivt jod.
Medicinske tabletbehandling
Dannelsen af de to stofskiftehormoner hæmmes med lægemidlerne Thycapzol, Thiamazol, Neo-Mercazol eller Propylthiouracil.
Stofskiftet bliver som regel normalt i løbet af en til to måneder. Varigheden af den medicinske tabletbehandling afhænger af, hvad der er årsagen til det forhøjede stofskifte.
Ved struma diffusa toksika vil lægen sædvanligvis forsøge at stoppe behandlingen efter et til to år. Du skal dog stadig have kontrolleret dit stofskifte med jævne mellemrum, da godt halvdelen af patienterne får tilbagefald af sygdommen inden for et-to år.
Ved knudestruma (struma nodosa toksika) skal den medicinske behandling fortsætte hele livet, ellers får man tilbagefald af sygdommen. Derfor vælges ofte operation eller radioaktivt jod som alternativ til den medicinske behandling.
Så længe man får medicinsk behandling, skal stofskiftet kontrolleres med nogle uger til få måneders mellemrum. Det gør man ved hjælp af en blodprøve.
Operation
Det tilbyder man især yngre personer med stor struma.
Ved operationen fjerner man hele eller det meste af skjoldbruskkirtlen. Efter operationen bliver langt de fleste personer raske. Der kan dog komme tilbagefald af sygdommen, hvis ikke hele kirtlen fjernes. Efter en operation vil mange udvikle for lavt stofskifte, i nogle tilfælde kun forbigående. Behandlingen af for lavt stofskifte efter operation består i at tage skjoldbruskkirtel hormon som tablet resten af livet. Beskadigelse af biskjoldbruskkirtlerne (ses hos cirka en-to procent af patienterne) kan medføre, at der skal gives kalk og/eller D-vitamin tilskud i kortere eller længere tid. Ligeledes er der en risiko (hos cirka en-to procent af patienterne) for beskadigelse af stemmebåndsnerverne. Dette kan medføre forbigående eller varig påvirkning af stemmen, specielt hæshed. Infektion, et utilfredsstillende ar og blødning er andre mulige bivirkninger til operation og ses hos cirka en procent af patienterne.
Behandling med radioaktivt jod
Tilbydes især ved tilbagefald efter tidligere tabletbehandling og ved stor struma. Bruges sjældent hos personer under 20 år og må ikke bruges til gravide eller ammende kvinder. Graviditet skal undgås de første fire måneder efter behandlingen. Der er ud over dette en række strålehygiejniske forhold, som skal overholdes, og som lægen vil gennemgå inden behandlingen.
Behandlingen foregår ambulant (uden indlæggelse) på sygehus og består i, at man drikker et glas vand tilsat radioaktivt jod eller synker en kapsel med radioativt jod. Stofskiftet falder herefter normalt i løbet af de følgende uger til måneder og bliver normalt hos de fleste.
Behandling med radioaktivt jod betragtes som en meget sikker og skånsom behandlig. Dog vil mange, der får jodbehandling på et senere tidspunkt, få for lavt stofskifte. Risikoen afhænger af, hvilken sygdomstype man har. Således er risikoen størst ved den diffuse struma (Basedows sygdom). Dette er grunden til, at stofskiftet skal kontrolleres resten af livet efter behandling med radioaktivt jod. Udvikles der for lavt stofskifte, må man tage skjoldbruskkirtel hormon som tablet resten af livet.
En meget lille del af de personer, som behandles med radioaktivt jod, kan udvikle eller få en forværring af øjengener efter denne behandling. I sådanne tilfælde kan der gives binyrebarkhormon (prednisolon) i en kort periode, nogle gange ligefrem forebyggende og med god effekt.
Der er ikke fundet holdepunkter for, at behandlingen fremkalder kræft eller ændringer i arveanlæggene (generne), hvis de strålehygiejniske regler overholdes.