Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Lokalbehandling med cremer, salver, linimenter og geler

Lokalbehandling, for eksempel med cremer, er den grundlæggende behandling af psoriasis.

Opdateret: 10. Maj 2021

Hvad er lokalbehandling?

Lokalbehandling er den grundlæggende behandling af psoriasis. Lokalbehandling betyder, at behandlingsmidlet kun virker i det område, hvor det bliver placeret – eksempelvis på huden. I modsætning til dette bliver systemiske behandlingsmidler ført med blodet rundt og virker i hele kroppen.

Ved lokalbehandling bliver huden tilført aktive stoffer, som påføres huden i enten cremeform, som salve, liniment eller gel. Hvilken form, man skal vælge, afhænger blandt andet af hudens tilstand, og hvor på kroppen den skal bruges. De aktive stoffer, som oftest anvendes ved lokalbehandling, er binyrebarkhormon og D-vitamin-forbindelser.

Hvilke typer lokalbehandling findes der?

Cremer

Cremer er en blanding af fedtstoffer og vand. En almindelig creme indeholder omkring 30 procent fedt, mens fedtcremer indeholder omkring 70 procent fedt. Jo mere fedt der er i cremen, jo fastere bliver konsistensen. For at undgå bakterievækst er de fleste cremer tilsat konserveringsmiddel. Man kan desværre udvikle allergi over for disse konserveringsmidler, men dette er relativt sjældent.

Salver

De hyppigst anvendte salver består af lanolin, vaseline, macrogol og propylenglycol. Salver er mere fedtede end cremer, men er også mere effektive til behandling af tørre, skællende områder.

Linimenter eller kutanopløsninger

Disse lokalmidler er pulver som er opløst i en væske. Disse kan efter omrystning påføres huden og især spritholdige kutan-opløsninger er effektive til psoriasis i hårbunden.

Geler

En gel er mindre flydende end liniment. Det er specielt velegnet ved hårbunds- og ansigtsbehandling.

Kutanemulsion/skum

Disse benyttes ofte til behårede områder samt særlig sart eller beskadiget hud.

Hvilke aktive stoffer findes i lokalbehandlingen?

De aktive stoffer, som findes i cremer, salver og andre typer lokalbehandlinger falder i to hovedgrupper: Binyrebarkhormon i forskellige styrker og D-vitamin-lignende stoffer.

Binyrebarkhormon-præparater til lokalt brug findes desuden i kombination med antibiotika, som kan bruges, hvis der både er psoriasis og infektion i huden. Herudover findes der cremer som kombinerer binyrebarkhormon og midler mod hudsvamp.

Binyrebarkhormon

Lokalbehandling med binyrebarkhormon, også kaldet hormoncremer eller steroidcremer, er effektive i behandlingen af psoriasis. Steroidcremerne findes i forskellige styrker fra 1 til 4.1 er den svageste, som kan fås i håndkøb, mens de øvrige styrke-grupper er receptpligtige.

Ved behandling af psoriasis vil man normalt anvende høj styrke 3 eller 4 i en kort periode, hvorefter man kan trappe ned til et svagere præparat, inden man afslutter behandlingen. Hvis man stopper behandlingen for hurtigt, kan man risikere en opblussen, såkaldt rebound-fænomen. Ved særligt genstridige psoriasiselementer kan virkningen af steroidcremen forstærkes, hvis man dækker huden til med en plastikfilm eller handsker. Dette kaldes også okklusion eller tildækning. Da psoriasis er en kronisk sygdom, vil man i nogle perioder have behov for behandling med steroidcremer, mens der i andre perioder kan være ro i sygdommen.

Bruger man steroidcremer gennem længere tid, er der risiko for, at huden bliver tyndere, og de mindre blodkar i huden kan blive skøre og briste, hvilket kan medføre småblødninger. Det er derfor vigtigt at følge lægens anvisninger. Præparatet bør påsmøres i et tyndt lag på selve psoriasispletterne, og man bør ikke bruge steroidpræparater omkring øjnene. Bivirkninger optræder specielt i ansigtet, i hudfolder, og hvis præparatet benyttes under tildækning.

Bruger man lokalbehandling med hormoncreme eller salve gennem længere tid i høje styrker, kan man påvirke kroppens eget hormonsystem, hvilket kan give en lang række bivirkninger.

D-Vitamin-forbindelser

Der findes flere forskellige cremer, salver og skumprodukter. Oftest kombineres d-vitamin-forbindelser med en steriodcreme og er således et kombinationspræparat.

D-vitamin-forbindelsen hedder calcipotriol og virker blandt andet ved, at hudcellerne deler sig langsommere og modner hurtigere. Derved dæmpes den kroniske irritationstilstand i psoriasishud.Effekten af calcipotriol i sig selv svarer til styrke 2-3 i lokalbehandling med binyrebarkhormon. Steroid-delen i kombinationspræparatet hedder betamethason.

På grund af D-vitaminindholdet må man ikke bruge mere end 100 gram om ugen og maksimalt på 30 procent af kroppens overflade. Steroidindholdet gør det uegnet til brug i ansigtet.

Tacrolimus og pimecrolimus

Begge indholdsstoffer er svagere end de tidligere nævnte stoffer, men kan anvendes til psoriasis i ansigtet.

Tacrolimus indgår som indholdsstof i en salve, som fås i to styrker. I den højeste koncentration (0,1 procent) kan salven bruges af såvel voksne som børn.

Pimecrolimus findes som indholdsstof i en creme.Præparater med ovenstående indholdsstoffer kan bruges i langtidsbehandling, da de ikke giver udtynding af huden. Nogle patienter oplever dog hudirritation ved anvendelse.

Tjære

Tjærepræparater anvendes ikke så hyppigt som tidligere, men er ikke helt forsvundet. De bruges oftere på de dermatologiske afdelinger end blandt de praktiserende læger.

Salicylsyre

Salicylsyre anvendes som salicylvaselin 10 procent eller i kombination med andre lokalbehandlingsmidler. Stoffet bruges til at løsne tykke skæl og er velegnet i begyndelsen af et behandlingsforløb for at gøre de enkelte områder med psoriasis mere tilgængelige for steroidcremerne ved at fjerne skællene.

Hvem kan have gavn af behandlingen?

Både hos børn og voksne med mild til svær psoriasis er behandling med de nævnte præparater central i håndtering af lidelsen. Gravide og ammende kvinder kan benytte steroidcremer i kortere perioder efter lægens anvisning, men på grund af manglende erfaring bør man så vidt muligt ikke anvende såvel præparater med indholdsstofferne calcipotriol, tacrolimus og pimecrolimus til gravide og ammende.

Fugtighedscreme

Udover de forskellige cremer med aktive medicinske stoffer er fugtighedscremer en vigtig del i behandlingen af psoriasis. Fugtighedscremer modvirker udtørring af huden og har således en kløestillende effekt. Der er mange gode cremer på markedet, så det er en god idé at prøve nogle forskellige og vælge den, man finder mest behagelig. Ligesom for de øvrige cremer skal man være opmærksom på, at fugtighedscreme kan indeholde konserveringsmidler og eventuelt parfume, som man kan blive allergisk overfor.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.