Hvad er Fransk rosen?
Fransk rosen er en akut opstået hudlidelse som forsvinder af sig selv igen.
Hvordan får man Fransk rosen?
Man kender ikke den nøjagtige årsag til at Fransk rosen opstår. Meget tyder på, at hudlidelsen er en reaktion i huden efter en virusinfektion.
Sponsoreret af Novartis
Har du bylder eller bumser?
Så kan du have HS (Hidrosadenitis Suppurativa), som der findes behandling for.
Find ud af det her
Hvad er tegnene på Fransk rosen?
Udslættet starter som regel med en enkelt rødlig og let skællende plet på huden. Denne plet betegnes primær medaljon. Primær medaljonen kan ses op til et par uger, før det egentlige udslæt starter. Det mere udbredte udslæt, som opstår efter fremkomst af primær medaljonen, sidder på kroppen og lidt ud på overarmene. Det område kalder man t-shirt området. Nogle gange bliver udslættet dog mere udbredt. Der kan være få eller mange pletter. Pletterne er rødlige og let skællende. Primær medaljonen er som regel den plet, der er størst, og den kan være op til flere centimeter i diameter. Udslættet kan være kløende.
Hvem er i særlig risiko?
Hudlidelsen er mest almindelig hos unge, men kan ses i alle aldersklasser.
Gode råd
Man skal undgå overdreven brug af vand og sæbe, som kan irritere huden. Sollys kan ofte mindske kløen og bringe udslættet i ro.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Diagnosen kan som regel stilles ved at lægen ser på hududslættet, og hvorledes det involverer huden svarende til t-shirt området. Hvis udslættet ikke er helt typisk, kan det være nødvendigt at tage en vævsprøve fra huden.
Mulig forværring
Overdrevent brug af vand og sæbe kan forværre udslættet.
Udsigt for fremtiden
Udslættet forsvinder af sig selv i løbet af en-to måneder. Som regel har man kun Fransk rosen en gang i livet, men hos enkelte kan hudlidelsen komme igen.
Hvordan behandles Fransk rosen?
Som regel behøves ingen behandling. Hvis kløen er meget udtalt, kan man behandle udslættet med binyrebarkhormoncreme eller med lysbehandling.