Influenza og forkølelse skyldes, at man bliver smittet med virus. Her får du 9 gode råd til, hvordan du kan forebygge, at virus får ram på dig.
1. Bevæg dig
Hvis du vil undgå sygdomme, er det vigtigt med et stærkt immunforsvar. Motion er essentielt for immunforsvaret. Samtidig vil det øgede blodomløb hjælpe de hvide blodceller rundt i kroppen, hvor de kan bekæmpe infektioner. Dyrker du for hård motion, kan det dog virke svækkende på immunforsvaret i nogle dage.
2. Sov godt
Søvn er også vigtigt for immunforsvaret. Får du under syv timers søvn, har du større risiko for, at virussen får overtaget. Søvn er også med til at hjælpe dig hurtigere over influenzasmitten, hvis du først er ramt.
3. Vask hænder
Rigtigt mange bakterier sidder på hænderne. De kommer for eksempel fra håndtryk med i forvejen smittede personer. Husk derfor at vaske hænder ofte, især før du spiser.
Er du allerede ramt af sygdom, så husk, at du kan smitte andre. Vask derfor dine hænder, hver gang du har pudset næse.
4. Husk børnenes hænder
Efter en dag i institution eller skole, kan der nemt være kommet virus på børnenes hænder. Så sørg derfor for, at dine børn også får vasket hænder, når de kommer hjem.
5. Undgå ansigtsberøring
Netop fordi hænderne kan være rene bakteriebomber, er det vigtigt at undgå for meget ansigtsberøring. Forkølelse og influenza smitter nemlig især, når virus på hænderne føres videre til øjnene eller næsen.
6. Stress af
Stress svækker vores immunforsvar, og det gør os til lette ofre for sygdomme. Derfor er det vigtigt at forebygge stress.
7. Drop rygning
Det er en rigtigt god idé at kvitte smøgerne, hvis du vil undgå at blive smittet med forkølelse og influenza. Rygning svækker immunforsvaret, men det gør også slimhinderne i næsen mere sårbare, så en virus får lettere ved at ramme dig.
8. Få D-vitamin
Vi får sjældent nok D-vitamin i vinterhalvåret. For nogle kan det derfor være en god idé at tage et ekstra tilskud, så vi kommer op på 10 mikrogram.
Læs mere: Hvem har brug for D-vitamin?
9. Vaccination
Det er også en mulighed at blive vaccineret mod influenza. Vaccinen giver 50-90 procents beskyttelse afhængig af personens alder og helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at personer, der tilhører følgende grupper, lader sig vaccinere:
1) Personer på 65 år eller derover.
2) Personer, der er kronisk syge efter en lægelig vurdering med:
- kroniske lungesygdomme
- hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
- diabetes 1 eller 2
- medfødt eller erhvervet immundefekt
- påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
- kronisk lever- og nyresvigt
- andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
3) Personer med svær overvægt (vejledende BMI>30).
4) Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
5) Gravide i 2. og 3. trimester.
6) Personer med husstandskontakt til svært immunsupprimerede borgere (personer i behandling med immunundertrykkende medicin), efter en lægelig vurdering.
I 2021 anbefaler Sundhedsstyrelsen desuden, at sundheds- og plejepersonale og børn i alderen 2-6 år bliver vaccineret mod influenza.
Alle ovennævnte grupper kan blive vaccineret gratis inden for en bestemt tidsperiode. Det samme kan førtidspensionister.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Forkølelse
Influenza
Virus og bakterier
Alle artikler om influenza
Alle artikler om infektioner
Kilder: Sundhedsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Jerk W. Langer