Hej.
Jeg har igennem en periode på knap 2 år taget snus dagligt. Den seneste tid har jeg oplevet en række symptomer, som jeg er nervøs for, er symptomer på kræft.
Jeg har haft mavesmerter, oplevet træthed, ondt i brystet og en langt hyppigere vandladning en normalt. Derudover er jeg begyndt at føle mig en smule deprimeret.
Men jeg ved ikke, om det kan være symptomer på kræft, eller om jeg overhovedet er i risikozonen, som følge af mit høje snusforbrug.
Jeg ønsker jer en god dag, og håber at få svar på mit spørgsmål!
Hej Spørger,
Snus består af finthakket tobak. Man placerer det typisk under overlæben. Vi ved at snus kan medføre kræft, men vi ved samtidig også at snus er mindre skadeligt end tobaksrygning. Samtidig er der en afhængighedsskabende effekt da snus også indeholder nikotin.
De typiske kræftformer som snus disponerer til er kræft i mund, svælg og hals – hertil også i mindre omfang mavesæk og bugspytkirtel. Overordnet set er symptomerne synkebesvær, smerter, ændring i stemmen og synlige sår.
Antallet af mennesker som årligt får konstateret én af disse kræftformer er ca. 800 i Danmark. Ud over at tobak står som ansvarlig for en stor del af disse disponerer alkohol også og som noget nyt disponerer infektion med HPV også.
HPV er den virus som også giver kræft i livmoderhalsen og som nu indgår i børnevaccinationsprogrammet.
Jeg vil råde dig til at kontakte din privat praktiserende læge og fortælle om din bekymring og dine symptomer.
Venlig hilsen,
Ole Laursen-W.
Kommende speciallæge i almen medicin