Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Hudkræft

Det er aldrig for sent at forebygge hudkræft

Mange tusinde danskere får hvert år konstateret hudkræft, og det er der særligt én grund til: Solens skadelige stråler. Her kan du blive klogere på, hvordan du forebygger, men også hvordan kræfttypen behandles.


Opdateret: 15. Maj 2024

Mange nyder solens stråler, men passer vi ikke godt på vores hud, øger vi risikoen for hudkræft, som er den mest udbredte kræfttype i Danmark. Her kan du blive klogere på, hvordan du forebygger sygdommen, og hvilke symptomer du skal holde øje med.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Når de første forårssolstråler kommer frem, kan de fleste af os ikke komme hurtigt nok ud og nyde lyset og varmen. Men det er vigtigt, at vi ikke glemmer solcremen i farten. Solens skadelige stråler er nemlig den altoverskyggende årsag til, at så mange danskere hvert år rammes af hudkræft.

Hele 18.000 nye tilfælde af hudkræft konstateres hvert år, og man mener, at det faktiske tal er omkring dobbelt så højt. Det gør sygdommen til den mest udbredte kræfttype i Danmark, og antallet af tilfælde er steget markant de sidste 30 år.

Hudkræft deles ind i to grupper: Modermærkekræft - som er den mest farlige, men også mindst hyppige - og hudkræft, som udgår fra overhudens celler, og som er meget mere udbredt, men til gengæld langt mindre farlig. Alligevel er der flere, der dør af almindelig hudkræft end af modermærkekræft, udelukkende fordi hyppigheden er så meget højere. Der er derfor god grund til at forebygge og holde øje med sygdommen.

Solhat, solcreme og skygge: Sådan forebygger du bedst

  • Næsten halvdelen af UV-strålingen finder sted mellem kl 12 og 15. Undgå derfor sol i dette tidsrum ved at holde dig i skyggen.

  • Kan du ikke undgå solen, er solhat med bred skygge og en langærmet t-shirt den bedste solbeskyttelse.

  • Brug solcreme med høj faktor fra april til oktober på hud, der ikke er dækket af tøj.

  • Undgå solskoldninger.

  • Undgå solarie.

Vidste du, at… ultraviolet stråling fra sol eller solarie er årsag til mere end 90 procent af alle tilfælde af hudkræft?

Lys hud og for meget sol

Selvom vi alle skal passe godt på vores hud for at forebygge hudkræft, så er der nogle af os, der er mere udsatte end andre, fortæller Merete Hædersdal, professor i hudsygdomme og forskningsleder på Videncenter for Hudkræft.

- Det er især personer med lys hud, der er mest udsatte, fordi hudens pigmentering beskytter mod de skadelige solstråler. Men også organtransplanterede, der får en bestemt type immundæmpende medicin, er i øget risiko, siger hun. Det skyldes, at denne type medicin gør immunsystemets evne til at hele solskader i huden ringere.

Kombineres den lyse hud med mange timer i solen uden beskyttelse, brug af solarie eller gentagne solskoldninger, ja, så øges risikoen altså yderligere. Og på trods af utallige oplysningskampagner, så viser statistikken, at vi generelt set ikke er så gode til at følge de gode råd. Antallet af hudkræfttilfælde stiger nemlig år for år.

- Der har været massive kampagner, men budskabet går åbenbart ikke ind. Det er simpelthen ikke lykkedes at få folk til at ændre adfærd, og der er stadig masser af solarier rundt omkring, siger Merete Hædersdal og fortæller, at de i Videncenter for Hudkræft derfor arbejder på at udvikle metoder til at lave en individuel risikovurdering ved hjælp af fx målinger i huden, så man i stedet for brede oplysningskampagner kan lave en målrettet indsats for dem, der er særligt udsatte.

Er du en af dem, der allerede har tilbragt mange timer i et solarie eller på solstolen uden solcreme, betyder det dog ikke, at du har misset chancen for at forebygge hudkræft, understreger Merete Hædersdal:

- Det er det vigtigste budskab: Det er aldrig nogensinde for sent at gå i gang med at beskytte sin hud mod UV-stråling. Aldrig!, siger hun.

Sådan bruger du solcreme optimalt

  • Smør huden ind to gange med 15 minutter imellem hvert lag.
  • Hold øje med UV-indekset. Er UV-indekset over 3, skal du bruge solcreme.
  • Brug et tykt lag minimum faktor 20 i Danmark og faktor 30, hvis du rejser i solrige lande.
  • Husk også at smøre ører og læber.
  • Påfør ny solcreme, hvis du har badet eller svedt meget.

Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Videncenter for Hudkræft

Basalcellekræft og pladecellekræft

Hudkræft ses for det meste hos personer over 40 år, og har man først fået konstateret hudkræft, er der en høj risiko for at få sygdommen igen et andet sted på kroppen. Forløbet og behandlingen afhænger blandt andet af, hvilken type kræft det er. Sygdommen inddeles i to typer: Basalcellekræft og pladecellekræft. I næsten 90 procent af alle tilfælde af hudkræft, er der tale om basalcellekræft, som der er cirka 15.000 nye tilfælde af hvert år. Her er der dog også en markant underrapportering i forhold til den reelle forekomst.

Basalcellekræft er relativt ufarlig, da den vokser langsomt i huden og meget sjældent spreder sig. Det er dog alligevel vigtigt at blive behandlet, da basalcellekræft kan vokse ind i det underliggende væv og på den måde destruere vævet og give store sår. Basalcellekræft sidder ofte de steder, hvor kroppen er mest eksponeret for sol, men kan opstå alle steder på kroppen.

Pladecellekræft er mere sjælden – der findes cirka 3.000 nye tilfælde hvert år. Den udvikler sig ofte hos ældre mennesker og sidder også på hud, der har været meget udsat for sollys, som fx isse, nakke, håndrygge og ansigt. Pladecellekræft kan i visse tilfælde sprede sig til lymfeknuderne og give et mere alvorligt forløb, hvis den ikke behandles i tide.

Lær symptomerne at kende

De fleste af os er opmærksomme på at reagere, hvis vores modermærker forandrer sig eller ser mistænkelige ud, men færre af os kender symptomerne på almindelig hudkræft, som også kan forveksles med andre ufarlige hudforandringer eller sår. Symptomerne varierer lidt alt efter, hvilken type kræft der er tale om.

Basalcellekræft kan vise sig som en lidt glinsende eller perlemorsskinnende knude eller et sår med en perlemorsglinsende rand. Det kan også være en rød plet, der skæller og måske bløder en smule eller et lille sår, der ikke vil hele.

Pladecellekræft viser sig oftest som en øm, vorteagtig knude eller et sår, der ikke vil hele. Huden omkring kan både være normal eller rød, og senere kan der udvikle sig et sår i midten af knuden. Får man hudkræft omkring læberne, er der ofte tale om pladecellekræft. Pladecellekræft kan også udvikle sig i ar efter brandsår og strålebehandling.

Flere typer behandling

Hudkræft kan behandles på flere forskellige måder og afhænger blandt andet af, hvor og hvor dybt kræften sidder, og hvor stort et område den har spredt sig til. Ofte fjernes kræften ved operation eller strålebehandling. I nogle tilfælde behandler man med frysning, lysbehandling, medicinsk cremebehandling eller ved afskrabning med et skarpt instrument efterfulgt af en overfladisk brænding af huden. Ofte vil behandlingen være en kombination af flere af metoderne. Hvis man fjerner hud i større områder af ansigtet, udføres det som regel af en plastikkirurg samtidig med, at der laves en rekonstruktion.

Det forsøges så vidt muligt at fjerne hudkræften med så skånsom en metode som muligt for at minimere bivirkninger og synlige spor efter den tidligere hudkræft, hvilket ifølge Merete Hædersdal kan påvirke livskvalitet og give påmindelser om det tidligere forløb:

- Hvis du får fjernet store områder med hudkræft på synlige steder som fx i ansigtet eller på begge håndrygge, kan arrene efter et kirurgisk indgreb være markante og tydelige som en evig påmindelse om den tidligere hudkræft. De mange patienter med hudkræft har gennem årene lært mig vigtigheden af, at vi som læger og behandlere også tager højde for at opnå et tilfredsstillende udseende og kosmetisk resultat med en god livskvalitet, så patienterne kan møde verden uden at blive påmindet om et tidligere kræftforløb.

Disse forandringer skal du være opmærksom på

Det er en god idé at undersøge din hud med jævne mellemrum, så du kender din hud godt. Det gør det nemmere at opdage eventuelle forandringer.

Symptomer på hudkræft

  • En perlemorsskinnende/glinsende knude

  • Sår med perlemorsglinsende rand

  • Et sår, der ikke vil hele

  • Rød plet, der skæller og måske bløder lidt

  • En lyserød, fast knude

Symptomer på forstadier

Solkeratoser, som er små skællende pletter på huden, er et forstadie til hudkræft, som i nogle tilfælde kan udvikle sig til pladecellekræft, og som derfor ofte bliver behandlet. Risikoen for solkeratoser er større, jo ældre man er, og jo mere sol man har været udsat for. Solkeratoser kan vise sig som skællende, rødlige og ru pletter på huden, og de sidder i områder, der har været meget udsat for sollys.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.