Prostatakræft - en oversigt

Hvad er prostatakræft?

Prostatakræft er en ondartet sygdom i prostata, som på dansk kaldes blærehalskirtlen. Prostata, der i udgangspunktet har størrelse som en kastanje, er en sædproducerende kirtel omkransende mandens urinrør lige nedenfor urinblæren.

Billede: IStock.com

Prostata er primært opbygget af et støttevæv og kirtelceller, som danner sædvæsken, som ved udløsning blandes med sædcellerne fra testiklerne. Kræft i prostata udgår stort set altid fra disse kirtelceller.

Kræft i prostata kan variere fra en ganske ufarlig tilstand, som ikke kræver behandling til andre tilfælde at udgøre en meget aggressiv kræftsygdom, som kalder på umiddelbar behandling, da den ellers vil kunne sprede sig til uhelbredelig sygdom.

Kan prostatakræft være farlig?

Alle der beskæftiger sig med denne sygdom er bekendt med udtrykket "Kræft i prostata dør man med og ikke af". Derved menes, at kræft i prostata i de fleste tilfælde udgøres af fredelige forandringer og at den især ses hos ældre mænd, som når at dø af noget andet end kræft.

Men prostatakræft kan bestemt også være farlig og blandt kræftsygdomme overgås antallet af mænd som årligt dør af prostatakræft (1.200) herhjemme endnu kun af lungekræft.

Selvom det kan være alvorligt at få konstateret kræft i prostata, er det vigtigt at understrege, at mange uanset sygdommens udbredelse lever i lang tid efter, at diagnosen er stillet. Dette gælder også for personer, hvor der ikke er mulighed for at foretage helbredende behandling, idet man i dag råder over effektive medicinske behandlinger, der typisk kan lægge sygdommen til ro og derved forsinke udviklingen i lang tid.

Prognosen for den enkelte, der får konstateret kræft i prostata, afhænger af flere faktorer. Det er udover de påviste kræftcellernes evne til at forvolde skade (aggressiviteten) meget væsentligt på hvilket stadie den opdages:

• Lokaliseret sygdom vil sige, at der udelukkende er kræft i selve prostatakirtlen.
• Lokalspredt sygdom betyder, at kræften er vokset igennem kapslen og uden for kirtlen samt eventuelt har spredt sig til de nærmeste lymfeknuder.
• Hvis sygdommen har spredt sig til andre organer – typisk knoglerne eller fjerntliggende lymfeknuder, kaldes dette metastaserende sygdom.

Hvad er symptomerne på prostatakræft?

Lokaliseret og potentielt helbredelig prostatakræft giver som udgangspunkt yderst sjældent symptomer.

Men da aldersbetinget godartet vækst af prostata og dertilhørende ”gammelmands” vandladningsgener tidsmæssigt falder sammen med tidspunktet for udvikling af prostatakræft, får langt de fleste mænd stillet diagnosen prostatakræft på baggrund af, at lægen ved en konsultation måler blodets indhold af PSA (Prostata Specifikt Antigen).

De mest almindelige godartede vandladningssymptomer, som typisk får manden til at søge læge er:

• slap urinstråle
• startbesvær
• fornemmelse af at blæren ikke bliver helt tømt ved vandladningen
• hyppige vandladninger
• vandladningstrangen melder sig pludseligt og kraftigt, eventuelt så kraftigt, at man ikke kan holder på vandet, indtil man når toilettet
• efterdryp.

Disse vandladningsproblemer er meget uspecifikke og skyldes typisk den godartet forstørrede prostata. De to tilstande optræder forskellige steder i prostata, og godartet prostataforstørrelse er ikke vist at disponere til kræft, hvorfor disse symptomer i henhold til Sundhedsstyrelsen ikke automatisk bør afstedkomme en PSA test.

Symptomer på kræft i prostata kan være:

• blod i sæd eller urin
• nedsat sædmængde
• hurtigt udviklede potensproblemer
• smerter i området mellem endetarmsåbningen og pungen.

Igen er det vigtigt at understrege, at disse symptomer typisk skyldes noget andet end prostatakræft.

Symptomer fra metastaser kan være det første symptom, som manden mærker og udgør da oftest knogle- rygsmerter, hvortil sygdommen typisk først spredes til. Mere uspecifikke almene symptomer som træthed og vægttab ses også i dette uhelbredelige stadie.

Hvor mange får prostatakræft?

Prostatakræft er den hyppigste form for kræft hos mænd i den vestlige verden inklusiv Danmark, da man ikke medregner den overfladiske hudkræft. Antallet af nye tilfælde af prostatakræft har været voldsomt stigende, men har de sidste år stabiliseret sig omkring 4.500 årlige tilfælde, hvilket svarer til omkring 12 nye patienter dagligt.

Sygdomshyppigheden skyldes dels, at man i de seneste 20 år er blevet bedre til at stille diagnosen på grund af blodprøvetesten Prostata Specifikt Antigen (PSA). PSA er et naturligt enzym i sædvejene, hvor det forhindrer sædvæsken i at størkne. Ved sygdom i prostata (betændelse, godartet forstørrelse og kræft) siver større mængder PSA over i blodbanen.

Da kræft i prostata hyppigst konstateres hos ældre mænd og halvdelen af dem vil være over 72 år gamle, har det en betydning, at alderssammensætningen i befolkningen ændrer sig, således at der er en stigende andel ældre.

Ud fra obduktionsstudier ved man, at hver anden mand på 60 år har prostatakræft, men også at langt de fleste heraf ikke behøver bekymre sig herom. Det samme er tilfældet hos 75 årige, hvor andelen til gengæld er steget til 3 ud af 4.

Hvorfor får man prostatakræft?

Man ved kun meget lidt om, hvorfor nogle mænd får kræft i prostata, ligesom det er uvist, hvorfor nogle rammes af en meget farlig variant.

Miljø

Man ved dog, at produktion af det mandlige kønshormon er af betydning, og man ved også, at der er visse grupper af mænd, hvor man ser sygdommen hyppigere end hos andre.

Det kan eksempelvis være relateret til levevis (miljø). Man har ikke sikkert kunnet påvise nogle ydre risikofaktorer for kræft i prostata, men studier tyder på, at kød fra firbenede dyr, meget mælk, nedsat fysisk aktivitet og fedme øger risikoen for prostatakræft. I Asien er forekomsten af prostatakræft meget lav, men hos asiater som flytter til Vesten og overtager deres livsstil bliver risikoen for prostatakræft den samme.

Arv

Arvelighed er også af betydning, idet mænd, hvis brødre, far eller bedstefædre har eller havde prostatakræft, har en betydelig forøget risiko for selv at få sygdommen. Livstidsrisikoen for at få stillet diagnosen for en sådan mand er cirka 30 procent - i modsætning for mænd generelt hvor livstidsrisikoen er cirka 10 procent.

Risikoen stiger, hvis to eller flere nært beslægtede har haft sygdommen. Det anbefales, at man henvises til udredning for, om man er genetisk disponeret for prostatakræft, hvis:

• Man er mand med familiær disposition. Det vil sige, at man har enten:

• Én førstegradsslægtning som er diagnosticeret med alvorlig prostatakræft, før han er fyldt 50 år.

• To førstegrads- eller andengradsslægtninge fra samme gren af familien som er diagnosticeret med alvorlig prostatakræft, før de er fyldt 55 år.

• Tre mænd, som indbyrdes er førstegradsslægtninge fra samme gren af familien (dvs. fx to brødre og en far) med prostatakræft, hvor minimum én af disse er diagnosticeret, før han blev 60 år.

• Man har fået konstateret alvorlig prostatakræft, før man blev 50 år.
• Man selv eller en slægtning har fået påvist BRCA2-gen variant

"Førstegradsslægtninge” dækker over mandens brødre, far eller eller sønner. “Andengradsslægtninge” dækker over for eksempel fætre, onkler, nevøer m.m.

Hvordan udvikler prostatakræft sig?

Kræft i prostata er en sygdom, som typisk udvikler sig meget langsomt. I tidlige stadier vil kræften udelukkende sidde i prostatakirtlen, og hos mange vil sygdommen aldrig nå ud over dette stadie. Undersøgelser har vist, at små områder med kræftceller i prostata er hyppigt forekommende hos ældre mænd.

Hos nogle bliver sygdommen dog med tiden mere alvorlig, idet man dels kan se, at kræften vokser uden for kirtlen og ind i det omliggende væv. Desuden kan kræften sprede sig med lymfen til lymfeknuder og via blodet til andre organer. Der er her oftest tale om spredning til knoglerne i især rygsøjlen og bækkenet. Men også andre organer, såsom lungerne og hjernen, kan senere i sygdommen involveres.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Hvis en mand har symptomer, som kan skyldes kræft i prostata, er der nogle undersøgelser, som bør foretages.

Sygehistorie

Lægen vil spørge indtil det generelle helbred, de aktuelle symptomer og eventuelt familiær disposition. Hos ældre mænd vil langt de fleste med prostatakræft ikke kende til familiemedlemmer med samme sygdom, men hos de mænd, hvor sygdommen debuterer tidligt (før 55 år), vil cirka 40 procent have en slægtning med prostatakræft.

Objektive undersøgelser

Den praktiserende læge vil også foretage en såkaldt objektiv undersøgelse, hvor vedkommende blandt andet vil føle på prostata via endetarmen. Da prostata ligger tæt op ad endetarmen, vil lægen kunne mærke, om der er hårde områder i prostata, hvilket kan være et tegn på en kræftknude.

Måling af PSA

I tilfælde af familiær disposition til prostatakræft eller suspekt prostataundersøgelse bør der også tages en blodprøve, hvor man måler blodets indhold af et enzym (PSA), der dannes i prostatakirtlen. Hvis indholdet i blodet er forhøjet, kan der blandt andet være tale om kræft i prostata.

Da flere godartede tilstande kan føre til forhøjelse af PSA, kan man ikke sikkert stille diagnosen ved blodprøven. Det kan for eksempel skyldes betændelse i urinvejene eller godartet forstørret prostata. Hvis man lige har haft en urinvejsinfektion (blærebetændelse, bitestikelbetændelse eller betændelse i prostata), bør man vente en måned, inden man tager PSA-prøven. Omvendt kan PSA også være i normalområdet hos en mand med kræft i prostata.

Men hvis PSA er normal, og prostata føles normal, når lægen mærker på den i endetarmen, er risikoen for kræft i prostata meget lille.I forbindelse med indførelse af kræftpakkerne er der kommet aldersgrænser for, hvornår man på baggrund af PSA testen skal sendes videre til udredning for prostatakræft:

• Hvis man er under 60 år, skal man henvises, hvis PSA er over 3.
• Er man mellem 60 og 70 årige, skal man henvises, hvis PSA er over 4.
• Hvis man er over 70, skal man henvises, hvis PSA er over 5.

Hvis lægen enten finder, at der er et hårdt område i prostata, eller at PSA er over grænseværdierne (når infektion er udelukket), vil han henvise til en specialafdeling for urinvejskirurgi.

Oftest vil man skulle have foretaget en diagnostisk MR-scanning af prostata, da den såkaldte funktionelle MR-scanning nu med langt større sikkerhed dels kan skelne farlig fra ufarlig prostatakræft, dels vise hvor i prostata kræftknuden er lokaliseret. Det sidste betyder, at man med få nåleindstik kan ramme forandringen.

Ved den hidtidige ultralydsundersøgelse har man ikke kunnet nogen af delene, hvorfor man har måtte tage 10-12 vævsprøver i forsøget på at ramme kræftcellerne.

Vævsprøve

Den endelige diagnose sikres ved at undersøge væv fra prostata under et mikroskop. Udtagelse af vævsprøver fra prostata foregår hos en speciallæge i urinvejssygdomme - en såkaldt urolog.

De fleste vævsprøver tages i dag ved indstik i det lokalbedøvede mellemkød, som er området mellem pungen og endetarmsåbningen.

Nogle få får konstateret sygdommen i forbindelse med en såkaldt skrælning af prostata for formodet godartet forstørret prostata, idet man altid vil indsende det fjernede væv til mikroskopisk undersøgelse.

Hvordan behandles prostatakræft?

Behandling af prostatakræft, afhænger af flere forhold. Enten kan man behandle med helbredende sigte, det vil sige, at man ønsker at fjerne alle kræftceller. Eller man kan være nødsaget til at behandle for at lindre eller mildne sygdommen, men ikke for at helbrede for kræft.

Det kan i nogle tilfælde være svært at beslutte, om der skal behandles, eller hvordan man skal behandle den enkelte, fordi sygdommen udvikler sig meget langsomt, og fordi den hos mange viser sig i en sen alder. På den anden side ved man også, at sygdommen kan blive meget aggressiv og sprede sig. Man kan i det tidlige stadie ikke nødvendigvis med sikkerhed forudsige, hvilke patienter der vil få en aggressiv sygdom.

Helbredende behandling

Helt overordnet kan man sige, at behandling med helbredende sigte kun kan komme på tale, såfremt sygdommen udelukkende sidder i eller meget tæt i kanten af prostata og højst har nået en enkelt nærbeliggende lymfeknude. Hvis kræften har spredt sig til flere lymfeknuder, knoglerne eller andre organer, kan man ikke helbrede for sygdommen.

Derudover har patientens alder og generelle helbredsstatus på diagnosetidspunktet betydning for den behandling, man vælger. Man kan dog ikke sætte en fast aldersgrænse for, hvornår man ikke længere bør behandle med helbredende sigte, da det afhænger af mandens øvrige helbredstilstand. Men det er dog sjældent, at man hos en mand over 75 år vil skønne, at fordelene ved helbredende behandling opvejer ulemperne ved behandlingen.

Lindrende behandling

Ved spredt sygdom vil den typiske behandling bestå i livslang kastrationsbehandling i kombination med en række effektive medicinske behandlinger, som vil kunne lægges til efterhånden som andre mister evnen til at holde sygdommen i ro. Blodprøvetesten PSA vil typisk falde under effektiv behandling og stige igen ved sygdomstilbagefald.

Udsigt for fremtiden

Overlevelsen efter helbredende behandling er rigtig god, og kun meget få dør af prostatakræft indenfor 10-15 år efter behandlingen.

Antallet er lidt højere for strålebehandlede patienter, da de som udgangspunkt typisk er mere syge end patienterne, som opereres.

Patienter med metastatisk sygdom levede for 10-15 år siden generelt højst 2- 2½ år, men med meget effektiv medicinsk behandling er levetidsforlængelsen de seneste år mere end fordoblet. Det er vigtigt at understrege, at der her er tale om gennemsnitstal og statistik, da der er patienter med metastaser, som lever både kortere og meget længere.