Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Abort

Kirurgisk abort ved uønsket graviditet

Kirurgisk abort bruges til at afbryde en graviditet. Læs her om hvordan indgrebet foretages.

Opdateret: 20. December 2016

Hvad er kirurgisk abort?

En kirurgisk abort er et indgreb i livmoderen, der afbryder en uønsket graviditet.

Abort kan også udføres medicinsk op til 9. graviditetsuge. Læs mere her

Er der tale om spontan abort eller at fosteret dødt eller holdt op med at udvikle sig, kan du læse mere her: Spontan abort og Udskrabning efter graviditet

Den kirurgiske, provokerede abort kan udføres i hele perioden fra kvinden har fundet ud af, at hun er gravid, til udgangen af 12. graviditetsuge (11 uger + 6 dage). Det vil sige, at der ikke er gået mere end 12 uger fra den sidste menstruations første dag. Ved den kirurgiske abort fjernes graviditetsproduktet ved en udskrabning/udsugning fra livmoderhulen.

Hvordan foregår indgrebet?

Undersøgelse hos din læge

Når beslutningen om abort er truffet, og du har underskrevet en anmodning om at få foretaget abort, skal du undersøges. Lægen foretager blandt andet gynækologisk undersøgelse for at vurdere livmoderens størrelse og samtidig undersøges for klamydiainfektion. Du bør sammen med din læge tale om din fremtidige prævention. Hvis du ønsker spiral, kan denne lægges op i livmoderen under det kirurgiske indgreb. Hvis du ønsker anden prævention (f.eks. p-piller/minipiller) kan din læge skrive recept, og du kan begynde med præventionen samme dag, som aborten udføres.

Hvis der er tvivl om, hvornår du er blevet gravid eller hvor langt du er henne i graviditeten, vil lægens undersøgelse – eventuelt suppleret med en ultralydsscanning - kunne afgøre dette. Fosterets alder er afgørende for, om du vil kunne få foretaget abort efter lovens bestemmelse om fri abort. Hvis fosteret er ældre end svarende til udgangen af 12. graviditetsuge, har du ikke ret til at få foretaget en abort. Du kan dog blive henvist til Abortsamrådet i din region, som efter en samtale med dig kan beslutte, om du alligevel kan få foretaget en abort. Du kan henvises til Abortsamrådet af din egen læge, en privatpraktiserende gynækolog eller fra den gynækologiske afdeling. Hvis du har ret til abort, sender din læge en henvisning til sygehuset, hvor din abort skal foretages, sammen med din underskrevne anmodning om abort og resultatet af de undersøgelser, din læge har foretaget. Du kan også få foretaget abort hos en privatpraktiserende gynækolog. Du kan selv henvende dig til denne. Vær opmærksom på, at ikke alle privatpraktiserende gynækologer foretager provokeret abort.

Abort på sygehus, klinik eller hos privatpraktiserende gynækolog

Med indkaldelsen følger besked om mødetid og sted. Måske vil du blive indkaldt til en forundersøgelse forud for abortindgrebet. Det afhænger af de lokale forhold. Du vil få en ultralydsundersøgelse for at bedømme livmoder og graviditet, før aborten foretages. Hvis du ikke allerede er testet for klamydiainfektion, vil det ske inden aborten. Abortforløbet vil blive beskrevet, så du er godt forberedt. Den kirurgiske abort foregår i fuld bedøvelse eller i lokalbedøvelse, hvor du er vågen. Hvis du skal i fuld bedøvelse, er det nødvendigt at være fastende. Det betyder, at du hverken må drikke, spise, tygge tyggegummi eller ryge i mindst seks timer inden aborten.

Før indgrebet

Det er vigtigt, at selve indgrebet foregår så let og skånsomt som muligt.Inden indgrebet vil du derfor få et medikament enten som tablet eller som stikpille til skeden, som kan blødgøre livmoderhalsen før indgrebet. Inden indgrebet bør du have taget stilling til din fremtidige prævention. Hvis du ønsker en spiral, kan den oplægges under indgrebet.

Medikamentet kan også sætte gang i aborten og fremkalde menstruationslignende smerter, som kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin. Når du har taget medikamentet/lagt stikpillen i skeden, er aborten er sat i gang.

Abortindgrebet

De praktiske og tekniske forhold ved den kirurgiske abort er forskellige fra sted til sted. Det er muligt at have en ledsager med, som dog ikke kan være til stede under selve det kirurgiske indgreb. Ved lokalbedøvelse får du en bedøvende blokade af livmoderhalsen. Ved fuld bedøvelse får du bedøvelse gennem en kanyle anbragt i en blodåre i hånden eller armen.Hos den privatpraktiserende speciallæge (gynækolog) foregår indgrebet i lokalbedøvelse.

Ved abortindgrebet udvider lægen forsigtigt livmoderhalsen og tømmer livmoderhulen for graviditetsvæv gennem et sug. Indgrebet varer som regel mindre end 15 minutter.

Efter indgrebet

Du er hurtigt klar og vågen efter indgrebet. Men du kan føle dig træt, lidt svimmel og have kvalme, især efter fuld bedøvelse. Sygeplejepersonalet vil kigge efter dig, indtil du er helt vågen, hvis du har været bedøvet. Din ledsager kan være hos dig, indtil du er klar til at komme hjem et par timer efter indgrebet, hvis du har været i fuld bedøvelse. Efter det kirurgiske indgreb bør du sørge for, at der kommer en og kører dig hjem.

Inden du tager hjem, får du en samtale med personalet om forholdsregler i efterforløbet. De fleste kan gå på arbejde efter 1-2 dage.

Hvad sker der efter aborten?

Du må regne med, at du skal holde dig i ro en til to dage efter aborten. Der kan fortsat være mindre blødning, som varer 1-2 uger, og der kan være menstruationslignende smerter, som kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin. Hvis du får stærke smerter, kraftig blødning, feber eller ildelugtende udflåd, skal du kontakte din læge, vagtlæge eller den gynækologiske afdeling, hvor indgrebet er foretaget.

Da der efter abortindgrebet er risiko for underlivsbetændelse - og så længe der er blødning- må du ikke tage karbad eller havbad, men gerne brusebad. Du må ikke bruge tamponer – men gerne almindelige bind. Og hvis du har samleje, bør din partner bruge kondom, så længe du har blødning. Din første menstruation efter aborten kommer efter 4-6 uger, men du kan risikere at blive gravid igen, inden din første menstruation kommer.

Komplikationer

Ved ethvert kirurgisk indgreb er der en lille risiko for bivirkninger. Det kan være infektion, ufuldstændig tømning af livmoderhulen eller at der går hul på livmoderen.Ved tegn på komplikation og/eller ved smerter, feber, kraftig blødning, ildelugtende udflåd skal du henvende dig til læge. Er der rester af graviditeten tilbage i livmoderen efter indgrebet, kan der være vedvarende blødning og øget risiko for infektion. Det kan blive nødvendigt at gentage udsugningen.Endelig sker det i meget sjældne tilfælde, at udsugningen har været så ufuldstændig, at graviditeten fortsætter.

Kontrol hos lægen

De fleste kvinder har behov for at få diskuteret forløbet igennem med deres læge. Det kan derfor være en god ide at bestille en tid hos lægen en uges tid efter aborten. Lægen vil kontrollere om aborten er fuldført og sikre, at der ikke er indtrådt komplikationer.

Hvis der er tvivl, kan usikkerheden afkræftes ved eventuel henvisning til ultralydsskanning og/eller ved en blodprøve. Ved behov kan du få råd og vejledning om fremtidig prævention.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons