Svar:
Kære spørger
Du skriver kun, at du har kvalme og mavesmerter, og det kan man have ved ret mange lidelser i mave-tarmkanalen og i bughulens andre organer, som lever og bugspytkirtel, ja sågar fra livmoderen. Sten i galdeblæren medfører oftest turevise anfald af smerter under højre ribbensrand. Ca. 20% af kvinder oplever at få galdesten, men det er lidt usædvanligt at få dem i så ung en alder som din. Diagnosen stilles ved en ultralydsundersøgelse af galdeblæren, ikke ved en kikkertundersøgelse af tarmen.
Du skriver også, at lægerne ikke kan finde ud af, hvad du fejler, men ikke noget om, hvilke undersøgelser, der er foretaget for at komme det nærmere. Mange vil her anbefale en kikkertundersøgelse af tarmen. Men måske foreligger der blot en forstyrrelse af tarmens funktion i retning af forstoppelse (som man ikke kan se i en kikkert, hvor tarmen er renset ud). Det giver mavesmerter og oppustethed, og kan vises ved en undersøgelse af passagetiden igennem tarmen.
Jeg håber, disse overvejelser vil føre til, at årsagen til din kvalme og dine mavesmerter bliver fundet.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
Seniorforsker
Dr.med., ph.d.
Speciallæge i kirurgi og mave-tarmsygdomme