Brevkasse

Spørgsmål   Lever

Spørgsmål: Hvorfor har jeg konstant blærebetændelse?

Kære Netdoktor,

Jeg er en pige på 15 år, som siden uge 28 sidste år på en sommerferie, har døjet med gentagne blærebetændelser .

Jeg har en kæreste som jeg snart har været sammen med i et år, og jeg startede på mine p-piller i december 2011. På det tidspunkt havde vi været kærester i godt og vel 4 måneder. Før jeg blev kærester med ham, var jeg ikke seksuelt aktiv. Jeg ved ikke om det kan have nogen betydning.

Sidst jeg havde optakt til blærebetændelse var i uge 28, hvor jeg skulle på ferie. Jeg fik i den forbindelse Sulfametizol, som jeg skulle starte på med det samme, så blærebetændelsen ikke gik i udbrud, mens jeg var dernede.

Jeg har talt det til at være den 16. gang med blærebetændelse i løbet af 1 år og 3 uger. Jeg har kun tisset blod to gange. Jeg er blevet tjekket for klamydia , selvom jeg er stensikker på, at det ikke kan være det. Jeg går med to par bukser, når jeg har det. Jeg har hyggesokker på hjemme, drikker vand med Cantharon samt tranebærsaft og ligger under dynen for at holde mig så varm som muligt.

Jeg har det sidste halve år trykket mig på bunden af maven, når jeg tisser, fordi jeg synes, at det føles som om, at jeg får mest ud på den måde. Jeg tørrer mig forfra og bagud, og det har jeg alle dage gjort. Min mormor købte en form for uldnederdel, som jeg kunne tage indenunder mine bukser, når jeg skulle nogen steder.

Jeg går mest i Bjørn Borg-underbukser, tisser lige efter sex, går meget op i hygiejne omkring underlivet. Jeg vil ikke have sex, hvis min kæreste ikke har vasket sig "dernede" inden. Jeg bruger stort set trusseindlæg hver dag. Jeg sover ikke med vinduet åbent, og jeg går ikke på stranden af angst for at jeg skulle komme til at fryse og på den måde få blærebetændelse.

Jeg synes, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at passe på min blære, men alligevel får jeg det. Jeg har en del i min familie, som har haft kræft . Jeg tænker rigtig meget på, om jeg måske har blærekræft . Min læge gør ikke andet ved det end at give mig pillerne i 3 dage, og så vil han have en urinprøve en uge efter.

Ville det være en god idé at sende min kæreste ind og blive tjekket for blærebetændelse? Har du nogen idé om, hvad det er jeg gør forkert, siden det hele tiden kommer igen? Tror du, det er en ganske almindelig blærebetændelse, som jeg hele tiden får?

Med venlig hilsen

en spørger

Svar:

Kære Spørger,

Allerførst: Det er næsten helt utænkeligt, at du skulle have kræft i blæren. Jeg har aldrig set det hos en så ung kvinde som du!

Det allermest tænkelige er, at du ”er en af dem”, der altid har bakterier i din urin. Hvis det er rigtigt, passer det med, at du har så stor tilbøjelighed til at få blærebetændelser – især hvis du også specielt får dem efter samleje.

I første omgang bør du undersøges på en urologisk afdeling (urologi = urinvejskirurgi). Det er ikke mange undersøgelser, man bør udføre, men for en ordens skyld skal man tjekke, at du tisser normalt og tømmer din blære helt.

Nogle steder vil man måske synes, at du bør have en kikkertundersøgelse af urinblæren – selv ville jeg ikke finde det nødvendigt, når du kun er 15 år. Derimod skal din urin naturligvis dyrkes på en mikrobiologisk afdeling, så man ved, hvilke bakterier du har, og hvilke antibiotika de er følsomme for.

Der vil kunne blive tale om enten at give dig en forebyggende behandling i for eksempel 3 måneder, eller at du i stedet udstyres med et stort glas piller med Sulfametizol, hvor du så skal tage én pille efter hvert samleje.

Efter din beskrivelse synes jeg næsten, at du overdriver det hygiejniske. Man kan faktisk få symptomer fra blæren og skridtet, hvis man vasker for meget! Det er også næsten utænkeligt, at du bliver smittet af din kæreste, og jeg ville aldrig undersøge ham, men udelukkende dig.

Det er meget generende for dig med disse mange blærebetændelser, men de er ikke i sig selv farlige, og de er slet ikke symptomet på blærekræft. Men få din læge til at henvise dig til en urologisk afdeling for en god ordens skyld.

Jeg ønsker dig god bedring.

Med venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller,

Speciallæge i urologi


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg har haft blærebetændelse i 3 måneder på trods af antibiotikabehandling. Kan det være min kæreste som smitter mig?

2027-12-20 | 00:00

Hvad kan grunden til min tissetrang være?

2025-03-8 | 00:00

Kan jeg indtage kosttilskud (kreatin/protein) med kun en velfungerende nyre?

2025-03-8 | 00:00

Hvad kan man gøre ved urinrørsforsnævring hos kvinder?

2025-03-8 | 00:00

Galdestenssmerter selvom galdeblæren er blevet fjernet

2023-03-1 | 11:40

Jeg har fået medicin mod blærebetændelse 20 gange de sidste 2 år, men jeg har stadig symptomer. Hvad skal jeg gøre?

2023-01-20 | 00:00

Jeg kan ikke tømme min urinblære helt, hvilket gør at jeg får urinvejsinfektioner og skal op at tisse om natten. Er der en behandling for dette?

2018-12-20 | 00:00

​Er det galdesten?

2018-08-10 | 16:41

Jeg får ofte blærebetændelse, findes der en behandling?

2014-07-21 | 00:00

Hvorfor skal jeg konstant tisse?

2013-10-6 | 00:00

Hvorfor har jeg blod i urinen, når jeg tisser?

2013-03-17 | 00:00

Hvorfor har jeg lændesmerter, synligt blod i urinen, kvalme, vægttab, hovedpine og søvnbesvær?

2012-12-16 | 00:00

Hvorfor skal jeg undersøges for blod i urinen?

2012-10-21 | 00:00

Hvad gør man ved smerter i nyren og blod i urinen?

2012-09-19 | 00:00

Hvorfor har jeg konstant blærebetændelse?

2012-08-23 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.