Kære NetDoktor,
Jeg er en pige på 16 år, og jeg har et problem med min bækkenbund: Ufrivillig vandladning. Dette problem har udviklet sig i de sidste år, og det opstår især når jeg griner. Jeg har prøvet at søge efter det på nettet, men kan ikke finde svar på netop mit problem. Jeg har læst, at det ofte sker når man dyrker sport, hvilket det også er i mit tilfælde; især i idrætstimerne! Jeg har været konkurrence-svømmer i flere år, men er stoppet, stammer det derfra?
Det er kun sket en enkelt gang eller to, at vandladningen har været stor, ellers er det små mængder. Disse føles dog som store for mig! Især når de kommer ofte. Jeg ser nødigt, at de store vandladninger sker igen, for det er jo ikke ligefrem fedt, at det sker mens man er blandt andre mennesker. Jeg har prøvet at gå på toilettet lige inden jeg dyrker sport, men det sker stadig. Til tider lykkedes det mig at stoppe vandladningen, men det er svært!
Vil dette udvikle sig mere? Har jeg mulighed for at stoppe det? Burde jeg snakke med min læge?
Med venlig hilsen en spørger.