Brevkasse

Spørgsmål   Lever

Spørgsmål: Kan jeg indtage kosttilskud (kreatin/protein) med kun en velfungerende nyre?

Kære Netdoktor

Jeg er en dreng på 16, som styrketræner 3-4 gange om ugen. Jeg vil gerne øge min muskelmasse, og har spurgte instruktørerne om der er noget jeg kan gøre for at det går ”lidt hurtigere”. De siger at jeg skal begynde at spise protein og kreatin pulver. Nu er situationen den at jeg for 6 år siden fik nyrekræft og har derfor kun 1 nyre tilbage. Den fungere helt fint og der er ingen problem, men jeg har læst nogen artikler om at protein og kreatin kan stresse og nedbryde nyren, men kun hvis man har dårlige nyrer i forvejen. Så derfor spørge jeg jer om, det vil være fornuftigt at tage protein og kreatin tilskud da jeg kun har 1 velfungerende nyre tilbage. Hvis I mener at der er ok – hvor meget finder I det hensigtsmæssigt at tage (g)?

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære Spørger

Det er usædvanligt, at du i så ung en alder har haft en nyrekræft. Det må have drejet sig om en helt specielt type, som kun ses hos børn. Det er godt at høre, at du er rask. Til dette hører, at din tilbageværende nyre fungerer normalt. Man kan sagtens leve med kun én nyre. Denne nyre vil dog til stadighed skulle præstere det dobbelte arbejde af, hvad den ellers skulle gøre, og også derfor skal du passe godt på den. Jeg har ikke til dette svar læst op på den nyeste litteratur.

Man har tidligere vist, at nyrerne påvirkes, når et menneske har haft et stort protein indtag. Man måler på den mængde væske, som nyrerne filtrerer i minuttet - den såkaldte "glomerulære filtrationsrate", forkortet GFR. I dyreforsøg har man vist, at GFR kan stige, hvis man tilfører dyret meget protein. En del observationer på mennesker bekræfter denne opdagelse. Ganske vist siger GFR noget om, hvor godt nyrerne fungerer, og normalt vil man derfor være glad for at have en høj GFR. Men på længere sigt "slider" det på nyrerne, hvis GFR er meget høj. Jeg beklager, at det ovenstående måske er lidt vel teoretisk. Konklusionen er, at jeg bestemt vil fraråde dig at indtage ekstra protein. Det gamle råd om føde gælder også for dig: "Spis mest fra grøntbutikken og mindst fra slagterbutikken". Hvad angår kreatin pulver, véd jeg ganske enkelt intet. Umiddelbart vil jeg fraråde, at du tager det, fordi det er et stof, der skal udskilles gennem nyren, og der er ingen grund til, at du belaster din eneste nyre unødvendigt. Så tilbage står spørgsmålet: Hvorfor er det vigtigt at få så mange muskler? Jeg forstår ganske vist som mand lysten til at have en flot overkrop, men vi er mange, der må gå gennem livet uden at kunne være "strandløver". Vores trøst er, at intelligens ser ikke ud af meget i badebukser!

Venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciallæge i urologiske sygdomme


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg har haft blærebetændelse i 3 måneder på trods af antibiotikabehandling. Kan det være min kæreste som smitter mig?

2027-12-20 | 00:00

Hvad kan grunden til min tissetrang være?

2025-03-8 | 00:00

Kan jeg indtage kosttilskud (kreatin/protein) med kun en velfungerende nyre?

2025-03-8 | 00:00

Hvad kan man gøre ved urinrørsforsnævring hos kvinder?

2025-03-8 | 00:00

Galdestenssmerter selvom galdeblæren er blevet fjernet

2023-03-1 | 11:40

Jeg har fået medicin mod blærebetændelse 20 gange de sidste 2 år, men jeg har stadig symptomer. Hvad skal jeg gøre?

2023-01-20 | 00:00

Jeg kan ikke tømme min urinblære helt, hvilket gør at jeg får urinvejsinfektioner og skal op at tisse om natten. Er der en behandling for dette?

2018-12-20 | 00:00

​Er det galdesten?

2018-08-10 | 16:41

Jeg får ofte blærebetændelse, findes der en behandling?

2014-07-21 | 00:00

Hvorfor skal jeg konstant tisse?

2013-10-6 | 00:00

Hvorfor har jeg blod i urinen, når jeg tisser?

2013-03-17 | 00:00

Hvorfor har jeg lændesmerter, synligt blod i urinen, kvalme, vægttab, hovedpine og søvnbesvær?

2012-12-16 | 00:00

Hvorfor skal jeg undersøges for blod i urinen?

2012-10-21 | 00:00

Hvad gør man ved smerter i nyren og blod i urinen?

2012-09-19 | 00:00

Hvorfor har jeg konstant blærebetændelse?

2012-08-23 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.