Brevkasse

Spørgsmål   Mænd

Spørgsmål: Jeg har en forstørret blodåre på pungen

Kære Netdoktor

For 5-6 år siden fik jeg ondt i hvad der føltes som venste side af pungen. I den forbindelse er det måske vigtigt at sige at jeg har en dårlig sædkvalitet samt for 25 år siden opereret brok, dog i højre side. Efter at have talt med min egen læge blev jeg sendt til scanning/undersøgelse på et lokalt sygehus hvor overlægen fortalte mig, at jeg ikke havde cancer, men at jeg havde forstørret blodåre i venstre side af pungen.

Siden da har jeg haft lidt ondt i ny og næ men ikke noget alvorligt, og stadivæk den dag i dag har jeg ikke tabt mig, jeg kan ikke mærke en voksende knude og der kommer ikke blod eller lign. væsker ud sammen med urinen. Alligevel er jeg lidt bekymret eftersom smerterne/symptomerne er taget til og jeg føler ubehag. Min egen læge er på ferie og eftersom der ingen blod er, vælger jeg at beskrive mit problem overfor jer i håb om at I i det mindste kan komme med et bud på hvad det kan være og hvordan skal man forholde sig til forstørret blodåre? Hvad kan man selv gøre for at minimere generne og hvad betyder det at blodåre er forstørret? På forhånd tak.

Med venlig hilsen en Spørger

Svar:

Kære Spørger

Du kan tage det helt roligt. Du har et såkaldt "varicocele", hvilket er åreknuder i de årer, der fører blod væk fra din venstre testikel. Sædstrengen er den struktur, for enden af hvilken testiklen sidder. I sædstrengen finder man 1) sædlederen, 2) de årer, der fører blod til testiklen (arterier), 3) de årer, der fører blod væk fra testiklen (vener) og endelig 4) lidt fedt, hinder og små muskler. De sidste er dem, der bidrager til, at testiklen kan trække sig opad i pungen, når manden udsættes for kulde. Vener kan udvide sig og ligge snoede, og det kalder man "åreknuder". Det ses jo langt oftest på benene, men f.eks. er hæmorrhoider også areknuder i de vener, der fører blod væk fra endetarms-åbningen.

Åreknuder i venerne i sædstrengen kan principielt forekomme på begge sider hos en mand, men 90 % findes kun på venstre side. Dette skyldes, at anatomien er lidt forskellig på højre og venstre side. På højre side vil de mange vener i sædstrengen samle sig i en enkelt vene, der fortsætter fra lyskekanalen bagom bughinden og op til den store legemsåre (vena cava), hvor venen indmunder nogle cm neden for venen fra højre nyre. På venstre side samles venerne fra sædstrengen også i en enkelt vene, som imidlertid fortsætter op til venstre nyre, hvor denne vene indmunder i venen fra nyren. Man mener, at de "ensretter" ventiler, der findes på venstre side, lettere bliver utætte, så blodet i højere grad samler sig nede i sædstrengen, hvor venerne så svulmer og bliver til åreknuder.

Tilbage i 70'erne og 80'erne gik man meget op i at lede efter sådanne åreknuder (varicocele) hos mænd med nedsat sædkvalitet. Man mente, at temperaturen i den venstre testikel af denne grund ville være lidt for høj og dermed hæmme sæddannelsen. Dyreforsøg havde yderligere vist, at selv om problemet kun var til stede på venstre side, så steg temperaturen også i den anden testikel. Derfor blev mange mænd med nedsat sædkvalitet og samtidig "varicocele" opereret. Langt senere har det vist sig, at denne årsag til nedsat sædkvalitet faktisk ikke er særlig godt dokumenteret. I de sidste 20 år kan jeg næsten ikke huske, at vi har opereret nogen mand af denne grund. Et varicocele kan give tyngdefornemmelse og lidt ubehag - især når manden har stået og gået meget. Så snart han lægger sig ned, "tømmes" venerne, og ubehaget forsvinder. Der findes forskellige operationsmetoder, som desværre ikke alle giver 100 % helbredelse. Hvad værre er, øges risikoen for, at manden udvikler et vandbrok omkring testiklen efter en operation for varicocele. Derfor er vi lidt tilbageholdende med at tilbyde operation. Tidligere opererede man næsten alle påviste varicoceler, og nu tilbydes operation kun, hvis en mand har særlig meget besvær. Et varicocele er helt ufarligt at leve med, og det har ingen forbindelse til kræft i testiklen . Så når du har fået udelukket kræft, kan du være helt rolig.

Venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciallæge i urologiske sygdomme


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvorfor har jeg smerter ved erektion?

2025-07-13 | 00:00

Prostata og orgasme

2024-11-18 | 06:55

Lamotrigin og tidlig sæd afgang

2024-06-12 | 11:30

Hvad gør man ved svampeangreb på penis?

2024-06-27 | 00:16

Min sæd er rødlig

2024-09-9 | 17:01

Kan ikke få rejsning når det gælder

2024-05-6 | 22:59

Risolid og impotens

2024-08-10 | 10:37

Kan man blive opereret for en skæv penis?

2023-05-30 | 15:17

Er blod i sæden farligt?

2023-03-2 | 17:22

Jeg har fået fjernet min ene testikel. Producerer den tilbageværende tilstrækkeligt kønshormon?

2023-01-20 | 00:00

Kan min kærestes forhøjede PSA og manglende evne til orgasme hænge sammen?

2023-01-20 | 00:00

Smertende stik og jag i testiklerne

2022-05-6 | 20:56

Jeg er flov over de hvide knopper på min penis. Hvordan får jeg dem væk?

2022-04-20 | 00:00

Jeg har en knude ved min testikel, og jeg frygter kræft. Kan det være det?

2021-11-20 | 00:00

Jeg er 18 år gammel og har hævede brystvorter. Går det over af sig selv, eller skal jeg behandles for dette?

2021-11-20 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.