Annonce

ADHD-medicin under graviditeten skader ikke barnet

Ny dansk forskning afviser, at det skader barnet, når mor tager ADHD-medicin under graviditeten. Det er vigtigt at få slået fast, i og med at flere og flere kvinder i den reproduktive alder benytter medicin til at kontrollere deres ADHD, siger forsker.

Kvinder med ADHD behøver ikke stoppe med at tage deres medicin, når de bliver gravide. Det er konklusionen i et dansk registerstudie, udgivet i Molecular Psychiatry, der har undersøgt effekten af mors ADHD-medicin under graviditeten på barnet i op til 17 år efter fødslen.

ADHD-medicin under graviditeten øger ikke risikoen for en lang række sygdomme

I studiet har forskerne undersøgt, om det at tage ADHD-medicin under graviditeten øger barnets risiko for selv at udvikle ADHD, eller om mors forbrug af ADHD-medicin under graviditeten øger barnets risiko for udvikling af autisme, epilepsi, nedsat syn, nedsat hørelse, indlæringsvanskeligheder, feberkramper eller væksthæmning. Svaret er i alle tilfælde et nej.

Ifølge en af forskerne bag studiet kan den nye viden berolige kvinder med ADHD med, at de kan fortsætte med at tage deres medicin, selvom de er gravide eller planlægger at blive det.

Læs mere om medicinsk behandling af ADHD her

Første langtidsstudie til dato

I studiet har forskerne benyttet data fra en lang række danske registre, hvor der tilsammen indgår 898 kvinder, der alle fortsatte deres behandling med ADHD-medicin under deres graviditet. Forskerne identificerede forekomsten af en række sygdomme hos disse kvinders børn og sammenlignede tallene med forekomsten hos børnene af 1.270 kvinder, som i forbindelse med deres graviditet valgte at stoppe med deres ADHD-medicin.

Læs også: ADHD: Terapi og coaching

Kan skade barnet at stoppe med ADHD-medicin

Ifølge Kathrine Bang Madsen, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet, taler studiet således ikke imod, at kvinder, der er gravide eller påtænker at blive det, fortsætter med at tage medicin for deres ADHD. Hun pointerer, at det for mange kvinder og deres ufødte børn heller ikke er gratis at stoppe en medicinsk behandling for ADHD. For mange kan medicinstop lede til tilbagefald til en hverdag med mindre sammenhængskraft.

Andre studier har vist, at når personer med ADHD stopper med at tage deres medicin, kan det lede til blandt andet øget forbrug af tobak og alkohol samt mindre fokus på sund kost. I forbindelse med en graviditet, hvor det er vigtigt for barnets udvikling, at mor spiser sundt, får sine vitaminer, og i hvert fald ikke ryger og drikker, kan det, at hun stopper med sin medicin derfor være skadeligt.

ADHD i Danmark

  • I Danmark har 4,5 procent af børn og unge mellem 10 og 24 år en ADHD-diagnose.
  • Inden for de seneste år har der været en stigning i især brugen af ADHD-medicin blandt unge kvinder i alderen 18 til 24 år.
  • Tre procent af kvinder mellem 18 og 24 år var i 2021 i behandling med et lægemiddel mod ADHD.

Se en oversigt over Netdoktors nyhedsbreve og tilmeld dig her


Kilder: Dagens Medicin

Sidst opdateret: 24.04.2023

Annonce