Nyt selvhjælpskursus til angst- og depressionsramte unge har en positiv effekt. Det viser den første effektevaluering foretaget af Statens Institut for Folkesundhed.
32.600.
Så mange børn og unge led af angst eller depression, ADHD eller spiseforstyrrelser tilbage i 2016 - og den samme målgruppe er tredoblet siden 2006. Det viser tal fra en rapport, som Sundhedsdatastyrelsen udgav i 2018.
Det høje antal af børn og unge med angst eller depression har igangsat en række forebyggende og løsningsorienterede initiativer landet over. En af dem går under navnet “LÆR AT TACKLE angst og depression - for unge”. Et selvhjælpskursus udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning, der udbydes i 42 af landets kommuner.
Undersøgelsens resultater viser, at de 15-25 årige med angst eller depression har opnået mærkbare forandringer efter at have deltaget i selvhjælpskursus-forløbet - herunder mindre angst, mindre depression, bedre søvn, øget trivsel og bedre livskvalitet.
Læs også: Musik mindsker patienters smerte og angst
Angst: Andre behandlingsformer
Men hvorfor opstår angst, og hvilke behandlingsformer findes der udover selvhjælpskurset? Angst opstår, fordi der er en ubalance mellem de signalstoffer i hjernen, som sørger for, at hjernen fungerer efter hensigten. Det er især signalstofferne serotonin, dopamin og noradrenalin, der er involveret i angstoplevelsen.
Selve angsten kan behandles medicinsk, men også gennem samtale. Oftest ser man behandlingen ske via en blanding af de to former.
Selvhjælpskurset er en behandlingsform, der har karakter af samtaleterapi, fordi de unge mennesker på kurserne gennem samtale modtager konkrete råd og handleplaner til at bekæmpe deres angst.
De vigtigste grupper af lægemidler til medicinsk angstbehandling er:
Antidepressiva: Der findes to typer; klassiske og nyere medicin. Gruppen af nyere medicin består af førstevalgs præparatet SSRI og SNRI, der virker på henholdsvis serotonin- eller noradrenalinsystemet i hjernen. Medicinens virkning opstår efter ca. to til tre ugers behandling.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Via-ritzau, Evaluering af LÆR AT TACKLE angst og depression, Sundhedsdata-styrelsen og Netdoktors artikel “Medicin mod angst”.
Sidst opdateret: 27.01.2020