Antiinflammatorisk medicin reducerer symptomer på psykose

Et nyt dansk studie viser, at antiinflammatorisk medicin har en gavnlig effekt på psykoser. Forskere vil nu sætte et stort studie i søen for at verificere fundet.

Antiinflammatorisk medicin er ganske vist ikke designet til at behandle personer med psykoser, men det burde man måske alligevel bruge medicinen til.

I hvert fald viser et nyt dansk studie, at personer med psykoser opnår forbedringer i symptomerne på deres tilstand, når de behandles med antiinflammatorisk medicin, som for eksempel gigtmedicin.

Resultatet overrasker dog ikke en af forskerne bag studiet, professor og læge Michael Eriksen Benros fra Psykiatrisk Center København og Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet. Han fortæller:

- Efterhånden tyder meget på, at forandringer i kroppens immunforsvar har en finger med i spillet i forhold til udvikling af psykotiske lidelser og andre psykiatriske tilstande. Tidligere har vi i store metaanalyser vist, at antiinflammatorisk medicin kan have en gavnlig effekt på depression, og det finder vi nu også i forhold til psykoser.

Det er især symptomer som hallucinationer og tanker om at være forfulgt, som antiinflammatorisk medicin kan have en positiv effekt på.

Læs også: Nyt studie: Elektrochok hjælper selvmordstruede markant

Skal bane vejen for ny behandlingsstrategi

Det nye forskningsresultat er offentliggjort i Brain, Behavior and Immunity. Studiet har gennemgået al videnskabelig litteratur, hvor antiinflammatorisk medicin er blevet brugt på personer med psykotiske lidelser. Det drejer sig om 70 internationale forsøg, hvor i alt 4104 personer er blevet behandlet for psykose med antiinflammatorisk medicin.

Efter at have opnået de positive resultater vil forskerne bag studiet nu sætte deres egne forsøg i gang. Her vil de koncentrere indsatsen om en mere specifik målgruppe, nemlig personer der i forvejen har høje niveauer af inflammatoriske markører i kroppen. Inflammatoriske markører er nogle stoffer i blodet, som man kan måle graden af inflammation på.

Forskerne forventer at se en større effekt i deres egne forsøg, hvor de indsnævrer målgruppen. Forskerne mener ikke, at det endnu er tid til at ordinere antiinflammatorisk medicin mod psykoser. De håber dog, at de nye forsøg kan være med til at bane vejen for nye behandlingsmetoder.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktor nyhedsbrev


Kilder: Efficacy and safety of anti-inflammatory agents in treatment of psychotic disorders

Sidst opdateret: 09.11.2020