Annonce

Børn med ADHD adskiller sig genetisk fra personer, der først får diagnosen som voksne

Der er forskel på den genetik, der ligger til grund for ADHD alt efter, hvor gammel man er, når diagnosen bliver stillet. Det kan være med til at forklare, hvorfor diagnosen for nogle først opdages i voksenalderen.

Forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt genetiske profiler hos personer, der har fået en ADHD-diagnose som børn og personer, der har fået diagnosen som voksne.

Resultaterne, som er offentliggjort i Nature Genetics, viser, at der er genetiske forskelle hos de to grupper. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

ADHD er en udviklingsforstyrrelse, der begynder i barndommen, og omkring fem procent af alle danske skolebørn udviser symptomer på ADHD. To tredjedele af de børn, der diagnosticeres, har også ADHD som voksne.

Alligevel opdages ADHD hos nogle først, når de er blevet voksne, og forskerne kan nu pege på de genetiske forskelle som en mulig del af forklaringen. Cirka 74 procent af risikoen for udvikling af ADHD kan nemlig forklares ved genetik.

Mindre hyperaktivitet hos voksne

I det nye studie, som er finansieret af Lundbeckfonden, kortlagde forskerne den genetiske arkitektur hos personer diagnosticeret med ADHD som børn og hos personer diagnosticeret med ADHD som voksne. Den genetiske arkitektur er måden, hvorpå vores celler er organiseret.

Blandt undersøgelsens resultater fandt forskerne, at personer, der først diagnosticeres i voksenalderen, har færre af de genetiske varianter, som er involveret i hyperaktivitet og koncentrationsbesvær sammenlignet med dem, som diagnosticeres med ADHD i barndommen.

- Personer diagnosticeret med ADHD som voksne er overordnet mindre genetisk prædisponerede for at være hyperaktive og uopmærksomme. Dette resultat kan være med til at forklare, hvorfor diagnosetidspunktet er skubbet til senere i livet hos denne gruppe af personer med ADHD, forklarer lektor Ditte Demontis, der står bag undersøgelsen.

Genetisk overlap med autisme og depression

Forskerne har også sammenholdt resultaterne af deres undersøgelse med resultater fra store genetiske studier af autisme og depression. Her fandt forskerne, at den genetiske arkitektur hos børn med ADHD overlapper autisme betydeligt mere, end hvis man først er blevet diagnosticeret med ADHD som voksen.

Omvendt overlapper den genetiske arkitektur hos personer, der først har fået diagnosen ADHD i voksenalderen, mere med den genetik, der ligger til grund for depression, end det er tilfældet for personer, der er diagnosticeret med ADHD som børn.

Studiets resultater bidrager således også med ny viden om, hvilke følgesygdomme, der er øget risiko for at få alt efter, hvornår i livet, man er blevet diagnosticeret med ADHD.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Dagens Medicin

Sidst opdateret: 12.10.2022

Annonce