Annonce

Du kan højst leve i 115 år


Forskere afliver myten om, at menneskets forventede maksimale levealder bliver ved med at stige. Vi kan højst blive 115 år gamle.

Den franske kvinde Jeanne Calment døde i 1997 som det menneske i verden, der har levet længst. Hun blev 122 år.

Læs også: 10 gode kostråd til ældre

Ifølge Jan Vijg, der forsker i alder ved Albert Einstein College of Medicine i New York, er det højst tvivlsomt, om den aldersrekord nogensinde bliver slået. Selv om der i løbet af de seneste årtier er blevet flere og flere meget gamle mennesker i verden, har vi ifølge Jan Vijg nået den øverste grænse for, hvor gamle vi kan blive.

- Fra nu af bliver vi ikke ældre end 115 år, siger han til New York Times.

Den pessimistiske melding kommer i forbindelse med, at Jan Vijg sammen med to kollegaer i sidste uge offentliggjorde en artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature med resultatet af deres forskning.

Læs også: Sådan holder du hjernen i form

Aldersgrænsen nået i 1990'erne

Ved at studere hvor gamle de ældste mennesker i verden er blevet fra begyndelsen af 1900-tallet og frem, har de tre forskere fundet ud af, at grænsen blev nået i 1990'erne med 115 år, og at franske Jeanne Calmentd var en ekstremt sjælden undtagelse. Indtil da var verdens befolkninger gradvist blevet ældre som følge af bedre kost, antibiotika og medicin til kroniske lidelser som for eksempel hjertesygdomme.

Ifølge Jan Vijg er der tale om en genetisk grænse for alder. Han mener derfor, at vi mennesker i stedet for at håbe på at udvide vores levetid i stedet skal satse på at forbedre livskvaliteten i de år, vi lever. Det kan blandt andet ske med sund livsførelse og måske medicin, der kan reparere nogle af de aldersbetingede skavanker, vi får.

Læs også: Sådan lever du et sundt liv i en moden alder


Få flere nyheder om sundhed her ...


Kilde: Nature og New York Times

Sidst opdateret: 11.10.2016

Annonce