Mange oplever, at de får sprukne og tørre hænder, når temperaturen falder. Få her fem gode råd til, hvordan du kommer af med de tørre vinterhænder.
Er du begyndt at give dit ansigt et ekstra lag creme, fundet læbepomaden frem eller lagt håndcremen i tasken? Så er du ikke den eneste. Mange oplever nemlig, at vinterens kolde temperaturer går ud over hænderne. Men hvordan får du hænderne bedst igennem vinteren?
Hvis du går rundt med tørre hænder, så kan du forsøge dig med disse råd:
1. Tag vanter eller handsker på: I det kolde og blæsende vejr øges fordampningen fra huden, så dæk hænderne til, så de udsættes så lidt som muligt for vind og vejr.
2. Brug creme: Den bedste måde at komme af med vintertørre hænder er at bruge fugtighedscreme. Og den må gerne være så fed som muligt. Som minimum bør man smøre hænderne to gange om dagen. Hellere flere gange om dagen end ét tykt lag. Du kan også prøve at smøre hænderne med creme og sove med dem i et par bomuldshandsker, så huden har rig mulighed for at optage fugten.
3. Drop lange varme bade: Det kan være fristende at tage et langt og varmt bad efter en tur ude i det kolde vejr. Men hvis huden er udtørret af den kolde luft, er det en god ide at lade være. Det varme vand og sæben er nemlig med til at udtørre huden yderligere.
4. Spis A-vitamin: Hvis du har tendens til at få tør hud, kan du prøve at ændre på kosten, så du får ekstra med A-vitamin om vinteren. A-vitamin modvirker nemlig tør hud. Spis derfor masser af fisk, æg og grønt, så du får A-vitamin og sunde fedtstoffer.
5. Skru ned for varmen: Luft ud, og skru ned for varmen, så luften indenfor ikke bliver for tør. Samtidig undgår du et for stort skifte i luftfugtigheden, når du bevæger dig ind og ud i løbet af dagen.
Om vinteren falder temperaturen, og da kold luft kan indeholde mindre vanddamp end varm luft, falder luftfugtigheden også. Og det går ud over huden.
Men hvad i alverden har luftfugtigheden at gøre med din hud, tænker du måske... Jo, det er sådan, at hudens fedtlag blandt andet består af såkaldte Naturlige Fugtgivende Faktorer (NMF), der gør, at huden kan tiltrække og binde vand fra atmosfæren og trække vandet ind i cellerne. Hudens evne til at optage vand fra atmosfæren er normalt så effektiv, at det øverste hudlag sikrer, at huden bliver sund og smidig.
Læs også: Hvad er tør hud?
Når luftfugtigheden falder i efterårs- og vintermånederne, kan det yderste hudlag have svært ved at opretholde den normale vandbalance i forhold til omgivelserne, så vi får en tør hud. Udtørrringen forstærkes af, at vi i løbet af dagen udsætter huden for skift mellem indendørs varme og udendørs kulde og blæst.
Læs også: A-vitamin mod tør hud
For at der kan genoprettes en normal vandbalance i overhuden, skal kroppen producere mere af hudens fedtlag med Naturlige Fugtgivende Faktorer. Det er forskelligt, hvor gode vi hver især er til det. Det afhænger af, hvor gode vi er til at producere de naturlige fedtstoffer i hudens øverste lag.
Derfor er der også nogle, der lider mere af tørre vinterhænder end andre.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Netdoktors egne sider: Sunde råd om tør hud, Spis dig fra den tørre hud og Tør og irriteret hud.
Sidst opdateret: 21.01.2022