Forskere anslår, at omkring 40 procent af den danske befolkning har paradentose i varierende grader, men kun 12-14 procent er i behandling for det. Det er skidt, for tilstanden kan medføre sygdom i resten af kroppen.
Er du kommet til at glemme at booke tid til det årlige tandeftersyn hos tandlægen, så er du langt fra alene. Faktisk er du en del af en stor gruppe danskere på omkring to millioner, der ikke går til tandlægen en gang om året, sådan som det er anbefalet.
Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet, hvor forskere har kortlagt alle danske tandlægebesøg i perioden 2012-2016.
I studiet har forskerne også kigget nærmere på, hvor mange voksne danskere, der er i behandling for paradentose. De anslår, at cirka 40 procent af danskerne lider af paradentose, men kun 12-14 procent er i behandling for sygdommen. Det betyder, at mange danskere går rundt med ubehandlet paradentose, og det kan have konsekvenser for sundheden både i munden og i resten af kroppen.
Læs også: Husk tandlægen - også under corona
Paradentose starter som en betændelse i tandkødet. Hvis det ikke behandles, men udvikler sig, kan betændelsen få fat i den knogle, som tanden sidder fast i. Betændelsen gør, at knoglen langsomt bliver ædt op, og det medfører, at tænderne begynder at blive løse. Den tilstand kalder man paradentose.
Hvis tandkødsbetændelse opdages og behandles i tide, så kan man stoppe den i at udvikle sig, så knoglen ikke går tabt. Men forbliver betændelsen ubehandlet, vil tænderne ende med at falde ud.
Selvom tandkødsbetændelse - som navnet antyder - sidder i mundhulen, så kan ubehandlet tandkødsbetændelse og paradentose, udover at gøre dig tandløs, også bidrage til, at du også bliver syg i resten af kroppen. Paradentose er blandt andet koblet sammen med knogleskørhed, diabetes og hjerte-kar-sygdom.
Læs også: Derfor bliver du tør i munden
For at opdage tandkødsbetændelse så tidligt som muligt, er det altså vigtigt at besøge tandlægen en gang årligt. Sygdommen er nemlig så drilsk, at den ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje. Du kan dog holde øje med, om dit tandkød bløder - det er nemlig et af de første tegn på paradentose. Langt de fleste symptomer viser sig dog først, når sygdommen er fremskreden.
Der er dog nogle mennesker, der er ekstra udsatte for at udvikle paredontose, og som derfor også skal være ekstra opmærksomme på at komme til tandlægen regelmæssigt. Det gælder:
Er du ikke tilknyttet et tandlægehus, så kan du finde en oversigt over tandlæger nær dig på sundhed.dk.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
—
Kilder: Københavns Universitet og Netdoktors egen artikel om paradentose
Sidst opdateret: 20.12.2021