Annonce

Overgangsalderen: Det kan du gøre

Tre fjerdedele af alle kvinder oplever ubehag i forbindelse med overgangsalderen. Læs her, hvad du kan gøre for at mindske generne ved hedeture, tørre slimhinder og inkontinens.

Overgangsalderen viser sig som regel i 45-55-års alderen, og i denne periode holder æggestokkene op med at producere de to kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron. Hos langt de fleste kvinder begynder det med, at menstruationerne bliver uregelmæssige, og hos få holder menstruationen bare op efter at have været regelmæssig.

Tre fjerdedele af alle kvinder oplever i forbindelse med overgangsalderen gener i større eller mindre grad, såsom hedeture, forøget tissetrang (inkontinens) og tørre slimhinder. Her giver farmaceut hos online-apoteket Apopro, Imran Asli Biyik, gode råd til, hvad man kan gøre for at mindske typiske gener.

Læs mere om overgangsalder

Sådan mindsker du generne

Ved hedeture:
Hedeture kan være særligt generende ved sengetid og kan medføre søvnløshed. Derfor anbefaler Imran Asli Biyik, at man sørger for at holde soveværelset køligt. Desuden bør man være opmærksom på, om der er nogle fødevarer, der udløser hedeturene. Det er individuelt, hvad man påvirkes af, og om man påvirkes, men typisk er det kaffe og krydret, stærk mad, der fremkalder hedeture.

Da hedeture opstår på grund af en mindsket østrogenproduktion, kan man også vælge at få hormonbehandling. Det er receptpligtigt, så det er nødvendigt at opsøge sin læge, før behandlingen påbegyndes. Som alternativ findes der også naturlægemidler, der virker lindrende.

Ved tørre slimhinder:
Slimhinderne i skeden kan blive tyndere og mere sårbare i forbindelse med mindsket østrogenproduktion. Der findes lokalvirkende midler i håndkøb, der hjælper med at genoprette fugten. Lokalbehandling med østrogen vil være mest effektiv, men hvis man ikke må indtage østrogener, kan man også få lokalvirkende midler uden østrogen.

Imran Asli Biyik pointerer, at det her er vigtigt at væbne sig med tålmodighed, hvis man anvender stikpiller, såkaldte vagitorier. Mange kvinder holder for hurtigt op med vagitorier, fordi de oplever bivirkninger, før de ser en effekt. En almindelig og udbredt bivirkning ved anvendelsen af disse er øget udflåd, hvilket kan være irriterende samtidig med, at man ikke umiddelbart oplever en effekt. Effekten kommer, men der går oftest et par uger. Man kan forsøge at mindske udflådsgenerne ved at anvende vagitorierne inden sengetid og bruge et trusseindlæg dagen efter.

Ved inkontinens:
Der findes forskellige former for inkontinens, men i overgangsalderen rammes man ofte af tranginkontinens, som giver en følelse af at skulle tisse her og nu og ikke at kunne holde sig. For at mindske lækager kan man blandt andet:

  • Lave bækkenbundstræning.
  • Begrænse væskeindtaget til 1,5-2 liter dagligt og undgå vanddrivende drikke som kaffe og alkohol.
  • Gå på toilettet jævnligt og sørge for at tømme blæren.

Læs mere om hvad du kan gøre mod inkontinens

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Farmaceut hos online-apoteket Apopro, Imran Asli Biyik og Netdoktors egne artikler: Hvad er overgangsalder og Symptomer og gener i overgangsalderen.

Sidst opdateret: 14.04.2020

Annonce