Annonce

Nyt studie: Gener kan påvirke udvikling af anoreksi

Et nyt stort studie peger på, at anoreksi ikke kun skyldes psykiske lidelser, men også variationer i de gener, der er forbundet med stofskiftet.

Det tyder på, at ens gener kan være med til at øge risikoen for, at man udvikler anoreksi. Det har mere end 100 forskere fundet ud af i et nyt omfattende internationalt studie. Forskerne sammenlignede her generne hos henholdsvis 16.992 personer med anoreksi, og 55.525 kontrolpersoner uden anoreksi fra 17 forskellige lande, blandt andet Danmark. Her så de, at anorektikerne ofte havde variationer i de gener, der var knyttet til stofskiftet og lysten til at bevæge sig.

Disse variationer i stofskiftet, var ikke nogle, der var forårsaget af anoreksien. Tværtimod kunne de medvirke til at udløse sygdommen. Derfor tyder det på, at man ikke længere kan anskue anoreksi som en udelukkende psykisk begrundet sygdom. Nu ved man, at risikoen for at få anoreksi højst sandsynligt også hænger sammen med de gener, der knytter sig til stofskiftet.

- Tilsammen giver resultaterne anledning til at redefinere anoreksi, som en psykiatrisk og metabolisk sygdom. De genetiske fund kan føre til en bedre forståelse af de biologiske mekanismer bag sygdommen og på lang sigt til en bedre behandling af sygdommen. Men allerede nu kan det gavne patienter og pårørende at vide, at der er en genestisk og biologisk baggrund for anoreksi, siger Liselotte Vogdrup Petersen, seniorforsker og biostatistiker ved Center for Registerforskning på Aarhus Universitet og medforfatter til det nye studie.

Læs også: Når maveproblemer fører til spiseforstyrrelse

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilde: Aarhus Universitet

Sidst opdateret: 19.08.2019

Annonce