Annonce

Gode råd mod snorken

Snorken kan være irriterende for både dig og din partner. Her får du et par gode råd til, hvordan du slipper af med din snorken.

Det dybe åndedrag og den efterfølgende pibende lyd. Vi kender alle sammen til den irriterende snorkelyd. Men hvordan får man bugt med snorken? Det giver farmaceut hos online-apoteket Apopro, Thi Lisa Le, sine bedste bud på.

- Snorken er helt normalt, og mange mennesker snorker, lyder den klare besked fra Thi Lisa Le, der er farmaceut hos online-apoteket Apopro. Thi Lisa Le forklarer dog, at snorken er hyppigere blandt mænd end kvinder, og at snorken oftere forekommer hos ældre.

Få bugt med din snorken

Selve snorkelyden opstår, idet musklerne slapper af i svælget i så høj grad, at tungen falder bagud og skaber vibrationer, der afgiver en lyd.

Der findes mange faktorer, der kan fremprovokere snorken. Faktorer som du ifølge Thi Lisa Le selv kan ændre på.

1) Foretag en livsstilsændring

Rygning kan skabe irritation i vævet og luftvejene og dermed nedsætte din volumen på din vejrtrækning. Derfor er det en rigtig god idé at kvitte røgen, hvis du vil af med din snorken. Farmaceut Thi Lisa Le forklarer ligeledes, at det er en god idé at mindske sit alkoholindtag og undgå at drikke alkoholiske drikke inden sengetid, da det kan fremprovokere snorken. Overvægt kan også øge risikoen for snorken, derfor er det vigtigt at få rørt sig dagligt. Hos en overvægtig person opstår snorken, fordi fedtvævet omkring nakken kan være med til at blokere luftvejene.

2) Undgå sovemedicin

Udover at få dig til at falde i en dyb og tung søvn, så går sovemedicinen ind og får din muskulatur til at slappe fuldstændig af, og når dine muskler slapper af, er der en større risiko for snorken, understreger Thi Lisa Le. Derfor kan det være en god idé at holde igen med sovemedicinen.

Læs også: Søvnproblemer

3) Skift sovestilling

Nogle mennesker foretrækker at sove på maven, mens andre sover bedst på ryggen. Hvis man vil undgå nætter med snorken, kan man prøve at sove på siden, som er den soveposition, der er bedst at vænne sig til, hvis man ønsker at minimere risikoen for snorken.

4) Håndkøbsprodukter mod snorken

Næseplaster, snorkespray eller et helt tredje produkt. Der findes et væld af håndkøbsprodukter, der kan hjælpe mod snorken. Der er ikke særlig mange undersøgelser, der peger på, hvilket produkt der er bedst mod snorken. Derfor er et godt råd at prøve sig frem med de forskellige produkter og finde frem til det produkt, der passer én bedst.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Farmaceut hos online-apoteket Apopro, Thi Lisa Le.

Sidst opdateret: 30.03.2020

Annonce