Kål, spinat og salat bør indgå som faste dele af hverdagskosten. Det mener forskere bag et nyt studie, som har koblet de grønne grøntsager til øget muskelfunktion.
Skipper Skræks muskler vokser, hver gang han spiser en dåse spinat. På den måde kan han tæve ærkefjenden Brutus og redde kæresten Olivia gang på gang. Og faktisk har Skipper Skræk fat i den lange ende, når han stædigt plæderer for spinat som fast bestanddel af en muskelvenlig kost. Det viser et nyt studie.
De australske forskere bag studiet har nemlig fundet ud af, at grønne grøntsager som for eksempel spinat bidrager til at gøre muskelfunktionen bedre. Du bliver altså rent faktisk stærkere af at spise spinat. Det skriver NHI.no.
Der findes nitrat i alle grøntsager, men nogle grøntsager har en særligt høj koncentration af stoffet. Det gælder blandt andet grønne grøntsager som spinat, grønkål og salat.
Forskerne fra Edith Cowen University i Australien har undersøgt data fra 3.759 australiere. Resultatet af undersøgelserne viste, at deltagerne med det højeste nitratforbrug havde 11 procent bedre styrke i benene end deltagerne med det laveste nitratforbrug. Ligeledes havde de nitratglade deltagere op til fire gange højere tempo ved gang.
I en pressemeddelelse siger Marc Sim, der er en af forfatterne til studiet:
- Vores studie har vist, at en kost med mange nitratholdige grøntsager kan forbedre din muskelstyrke uafhængigt af, hvor fysisk aktiv du er. For at optimere muskelfunktionen foreslår vi dog, at man spiser en varieret kost, som er rig på grønne grøntsager, samtidig med at man sørger for at være fysisk aktiv og lave styrketræning.
Læs også: Hvad er muskelstyrke?
Ifølge forskerne bag studiet er der store sundhedsmæssige fordele ved bedre muskelfunktion. Blandt andet kan gode og stærke muskler mindske risikoen for fald og knoglebrud. Derudover er muskelfunktionen vigtig for den generelle sundhed og i særdeleshed knoglestyrken senere i livet.
Nitratrige grøntsager har også tidligere været fremhævet som dæmpere for blodtrykket, fordi nitrat, når det omdannes til nitrogenoxid i mavesækken, kan få blodkarrene til at udvide sig. Det er dog visse forbehold til denne kobling. Blandt andet har eksperter udtalt, at nitratrig kost ikke vil have effekt på blodtrykket hos alle, og at det er vigtigt at spise rigeligt med grøntsager både med og uden et højt indhold af nitrat.
Men når det kommer til muskelstyrke og -funktion, så var Skipper Skræk altså ikke helt galt på den, da han for snart 100 år siden startede med at vise, at et højt indtag af spinat hænger tæt sammen med stærke muskler.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: NHI.no, ECU og Hjerteforeningen
Sidst opdateret: 26.04.2021