Bliver din hud også tør i det kolde vintervejr? Læs her, om hvordan du plejer din hud i vinterkulden.
De lave temperaturer, blæsten og en lavere luftfugtighed om vinteren medvirker til, at fugten lettere fordamper og forsvinder fra vores hud. Derfor kan det være nødvendigt at ændre hudplejerutine om vinteren, hvis man for eksempel får tør hud. Men hvordan ved man hvilken type hud, man har?
Tør hud føles stram eller spændt og fedtet hud er skinnende og olieret, specielt i T-zonen (pande, næse og hage). Man kan også have kombineret hud, hvor nogle områder er fedtede og andre tørre, og sidst men ikke mindst, kan man have normal hud, hvor man ikke døjer med hverken tør eller fedtet hud.
Det kan dog som sagt ændre sig, og derfor kan det være nødvendigt at ændre hudpleje med årstiden.
Læs også: Får du vintertørre hænder?
Cremer består af både fugt - i form af vand - og fedt.
Det er forholdet mellem disse to ingredienser, der afgør, om der er tale om en fugtgivende creme eller en fedtcreme. Også i en fugtgivende creme er det nødvendigt med fedt, da fedtet danner en slags hinde på huden, som holder på fugten. Det forklarer farmaceut Thi Lisa Le fra online apoteket Apopro.
Er din hud blevet tør i vintervejret, har den brug for mere fedt end normalt.
Læs også: Hvide fingre (ved kulde)
Mange cremer fås med solbeskyttelse (SPF), men på vores nordlige breddegrader, er det ikke nødvendigt med solbeskyttelse på denne årstid, hvor UV-indekset sjældent kommer op over 3. Husk dog stadig solcremen, hvis du tager på ferie - også skiferie.
Farmaceut Thi Lisa Le giver gode råd til hudpleje i vintermånederne:
Brug creme i ansigtet 1-2 gange om dagen.
Undgå lange, varme bade. Vandet - især varmt vand - øger udtørringen af huden.
Hvis du smører kroppen ind i creme, så gør det lige efter bad og aftørring, hvor huden stadig er fugtig - så absorberes cremen bedre.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Vintervejret kan udtørre din hud. Det kan du afhjælpe ved at give huden lidt ekstra fedt.
Kilder: Farmaceut hos Apopro online-apotek Thi Lisa Le og Netdoktors artikel Hudpleje og livsstil.
Sidst opdateret: 02.12.2019