Har du følt dig ekstra træt og uoplagt efter du har haft corona? Så er du ikke alene. Næsten hver tredje dansker har nemlig senfølger efter corona. Det viser en ny undersøgelse fra Statens Serum Institut.
I august 2021 lancerede Statens Serum Institut (SSI) verdens største spørgeskemaundersøgelse af senfølger forbundet med corona. Undersøgelsen er stadig i gang, men nogle af de første resultater er nu blevet offentliggjort. De første resultater handler om dem, der blev smittet tidligt i pandemien inden delta- og omikronvarianterne var dominerende, og inden vaccinationsprogrammet blev udrullet.
Næsten 153.000 danskere har svaret på spørgeskemaet, der blandt andet indeholder spørgsmål om, om de har haft fysiske symptomer 6-12 måneder efter, at de har haft corona. Forskerne arbejder på også at kortlægge senfølgerne for folk, der er blevet smittet senere i pandemien med delta- og omikronvarianterne.
Undersøgelsen viser, at næsten 30 procent af de smittede oplevede mindst ét fysisk symptom 6-12 måneder efter, at de havde været smittet. De senfølger, flest havde, var forstyrrelser i smags- og lugtesansen samt en udpræget træthed. Samtidig var der også et højere sygefravær hos de tidligere smittede.
Resultaterne viser, at der er forskel på, hvem der oftest oplever senfølger. Kvinderne i undersøgelsen oplevede oftere senfølger end mændene, og der var en overvægt af midaldrende personer, og personer der har været indlagt på hospitalet under deres sygdomsforløb.
Da undersøgelsen stadig er i gang, er den endnu ikke blevet fagfællebedømt.
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilde: ssi.dk
Sidst opdateret: 15.03.2022