Annonce

Ni millioner pakker ulovligt handlet medicin beslaglagt

En internationalt koordineret indsats har ført til, at ni millioner pakker ulovligt handlet medicin og medicinsk udstyr er blevet beslaglagt. Lægemiddelstyrelsen opfordrer til at anmelde det, hvis man har kendskab til ulovlig salg af medicin.

Salg af medicin fra uautoriserede hjemmesider er et stort problem. Faktisk så stort, at Interpol hvert år har en tilbagevendende indsats, Operation Pangea, som har til formål at lukke hjemmesider og beslaglægge medicin.

I år er det lykkedes Interpol at få fat i medicin for sammenlagt 23 millioner dollars. Det er blandt andet Lægemiddelstyrelsen, der står for den danske del af operationen. De har identificeret og indberettet 46 hjemmesider med henblik på videre efterforskning og eventuel lukning.

Interpol har i år haft særligt fokus på handel med produkter relateret til corona eksempelvis coronatests, vacciner og lignende. Mens der er fundet en stigning i salget af masker, testkit og lignende, er der ikke set salg af falske vacciner hverken internationalt eller i Danmark.

Ulovlig handel bør anmeldes

Handel af medicin skal foregå på autoriserede hjemmesider. Foregår det andre steder, er det ikke lovligt. Lægemiddelstyrelsen opfordrer derfor alle, der har kendskab til ulovligt salg af medicin til at melde det til dem, så de kan undersøge sagen og eventuelt advare myndighederne i andre lande.

Opfordringen gælder både kendskab til salg af medicin og medicinsk udstyr som eksempelvis mundbind, nåle og lignende.

Læs også: Køb af lægemidler og kosttilskud via internettet

Gode råd til handel af medicin på nettet

Som led i indsatsen har myndighederne kørt en oplysningskampagne, der har haft fokus på at informere folk om risici ved handel af medicin på nettet. Lægemiddelstyrelsen har en række gode råd, der kan hjælpe dig til en sikker nethandel.

Hvis du køber medicin på nettet

  • Kig efter det grønne EU-logo, når du handler medicin hos onlineforhandlere.
  • Kontakt altid lægen, hvis du tror, du har behov for behandling med receptpligtig medicin.
  • Ulovlig medicin kan være sundhedsfarligt at anvende. Derfor er det vigtigt, at du kun køber medicin hos autoriserede forhandlere som eksempelvis apoteket.
  • Vær opmærksom på, at hjemmesider kan se meget professionelle ud, selvom de egentlig er ulovlige.

Hvis du køber medicinsk udstyr på nettet

  • Tjek at udstyret er CE-mærket. Det er din garanti for, at udstyret overholder EU-lovgivning.
  • Følg altid brugsanvisningen.
  • Tjek, at der er dansk mærkning og brugsanvisning. Det skal der være.

Den danske indsats er koordineret i et samarbejde mellem Toldstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Skattestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og Politiet. Operation Pangea er en tilbagevendende indsats, der i år løb i en uge i maj.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Lægemiddelstyrelsen

Sidst opdateret: 14.06.2021

Annonce