I løbet af de næste fire år vil 60.000 danskere få tilbudt en kortlægning af deres gener. Det er et led i en indsats, der skal forbedre muligheden for at behandle sygdom med personlig medicin.
Vii er blevet gode til at behandle en række sygdomme med personlig medicin, det vil sige medicin, der tager højde for den enkelte patients genetik og fysiologi. Alligevel er der stadig plads til at blive endnu bedre og til at udbrede behandlingen til at omfatte flere sygdomme.
Som led i den proces tilbyder Nationalt Genom Center nu 60.000 danskere fra 12 netop udvalgte patientgrupper en ‘hel-genom-sekventering’. Det er en en præcis kortlægning af gener, der kan afsløre eventuelle variationer. Nogle variationer kan nemlig have betydning for visse sygdomme og for mulighederne for behandling.
Kilde: Dagens medicin
Det nye tilbud skal give de udvalgte patienters læger bedre mulighed for at behandle med personlig medicin, og samtidig skal oplysningerne føjes til en stor database i Nationalt Genom Center, der skal bruges til mere forskning i personlig medicin.
Læs også: Personaliseret og målrettet kræftbehandling
Nogle gange oplever man, at den medicin, man har fået af lægen, ikke virker, som den skal. Det kan skyldes forskellige ting, og nogle af dem er genetiske. For eksempel kan det være, at du nedbryder noget i medicinen hurtigere eller langsommere end gennemsnittet, og at det har effekt på virkningen.
Hvis man behandler med personlig medicin, behandler man med medicin der er skræddersyet til den enkelte patient. Det vil sige, at behandlingen er tilpasset den enkelte patients gener, fysiologi og livsstil. Derfor er oplysninger om både patientens og sygdommens genetik central, hvis man skal udvikle personlig medicin. Ved personlig medicin kan man dermed undgå, at medicinen ikke virker på grund af genetiske årsager.
Læs mere om Hjertet
Personlig medicin står i kontrast til en tidligere udbredt antagelse om, at “one size fits all”, uanset alder, køn, livsstil og genetik, og det er målsætningen hos Nationalt Genom Center og hos de danske sundhedsmyndigheder generelt, at vi skal blive bedre til at behandle flere sygdomme med personlig medicin i fremtiden.
Lige nu bruges personlig medicin især til en række kræftsygdomme, men det er håbet, at man kan udvide listen af sygdomme der kan behandles med personlig medicin.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Dagens Medicin og Nationalt Genom Center
Sidst opdateret: 01.03.2021