Krampeanfald fremkaldt af elektrisk strøm gør en stor forskel for mennesker med svære mentale lidelser. Det viser et nyt italiensk studie. I Danmark modtager cirka 1800 mennesker behandling med elektrochok.
Et italiensk studie bekræfter, at kunstigt udløste krampeanfald under bedøvelse i kontrollerede omgivelser har en positiv effekt på mennesker, der lider af alvorlige psykiske sygdomme. Det skriver DR.
Forskerne bag studiet har analyseret 670 patienters mentale helbred før elektrochok og efterfølgende evalueret effekten af elektrochok-behandlingen. Resultaterne taler for sig selv. 72 procent af deltagerne reagerede positivt på behandlingen. Det viste sig, at elektrochok-behandlingen halverede deres symptomer eller mere.
Læs også: Tegn på depression
Præcist hvordan elektrochok virker mod de psykiske lidelser, ved man ikke. Men der er forskellige bud.
- En af forklaringerne kan være, at elektriciteten danner nye nerveceller i hjernen i det område, som lider på grund af depression, siger Poul Videbech, der er professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, til DR.
Elektrochok virker med det samme efter behandlingen. Derfor bruger man det på selvmordstruede personer, hvor der ofte ikke er tid til at vente på, at medicin vil virke.
Selvom elektrochok ikke er farligt, vil nogle mennesker opleve bivirkninger ved behandlingen. Den mest udbredte bivirkning er hukommelsestab. Den kan enten være kortvarigt efter behandlingen, mens nogen vil opleve deciderede huller i hukommelsen, som varer ved.
En anden bivirkning ved elektrochok-behandlingen er lette muskelsmerter i tiden efter behandlingen. Der findes også patienter, som slet ikke oplever nogen bivirkninger.
Læs også: Coronavirus: Sådan passer du på din mentale sundhed
Elektrochok-behandlingen har i mange år haft et plettet omdømme. Det skyldes primært, at man i USA i 1950’erne og 1960’erne gav elektrochok ganske ukritisk uden ilt eller afslappende medicin. Det resulterede i voldsomme kramper, og i nogle tilfælde også alvorlige komplikationer.
I dag er elektrochok-behandlingen dog mere sikker. Den foregår ved, at man får to elektroder sat fast på hovedet. Elektroderne afgiver svag elektrisk strøm, og det fremkalder et krampeanfald.
Krampeanfaldet er slet ikke så voldsomt, som det er ved for eksempel epilepsi. Elektrochok-behandlingen foregår, mens man er bedøvet og får muskelafslappende medicin.
Læs også: Brevkassen: Kan jeg forlange at få elektrochok for min depression?
Det italienske studie skriver sig ind i en række af positive forskningsresultater på området. For eksempel har et dansk forsøg vist, at 94 procent af forsøgsdeltagerne var tilfredse med elektrochok-behandling.
Man har også lavet en masse forsøg på forsøgsdyr, som man har givet en behandling svarende til den mennesker får. De forsøg har alle vist, at dyrenes hjerner ikke har taget skade af behandlingen.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: DR og Netdoktors egen artikel Elektrochok
Sidst opdateret: 30.09.2020