Annonce

Nyt studie: HPV-vaccinen beskytter mod analkræft

Et nyt studie viser, at HPV-vaccinen mindsker risikoen for analkræft og svære forstadier til sygdommen.

Hvis du er blevet vaccineret med HPV-vaccinen, så er du beskyttet mod en infektion med HPV, som kan føre til livmoderhalskræft, men nu viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, at vaccinen også beskytter mod flere typer kræft, der skyldes HPV.

Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Journal of the National Cancer Institute.

Tilmeld dig Netdoktors tema-nyhedsbrev om brystkræft her

Risikoen mindskes med op til 70 procent

Forskerne har undersøgt HPV-vaccinens beskyttelse mod kræft i endetarmsåbningen, også kaldet analkræft, og de fandt ud af, at risikoen for analkræft og svære forstadier hertil mindskes med op til 70 procent for kvinder, der fik HPV-vaccinen inden de fyldte 17 år.

Undersøgelsen er den sidste i en række, der har vist, at vaccinen beskytter mod alle de former for kræft og forstadier hertil, som er forbundet med HPV, og som opstår i de kvindelige ydre kønsorganer og omkring endetarmen.

Læs også: HPV og celleforandinger i endetarmen

Risikoen forventes også at falde hos vaccinerede mænd

En af forskerne bag studiet er Susanne Krüger Kjær, som er forskningsleder ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og overlæge ved Rigshospitalet. Hun fortæller til Kræftens Bekæmpelse, at de forventer, at resultatet også kan overføres til mænd:

- Analkræft er også en kræftform, som rammer mænd, og vi forventer at den effekt, vi har set for kvinderne, også vil være gældende for mændene, siger hun til Kræftens Bekæmpelse.

I studiet har de ikke undersøgt vaccinens beskyttelse mod analkræft hos mænd, så det kræver flere undersøgelser, før vi med sikkerhed ved, om virkningen også gælder for mænd.

Se en oversigt over Netdoktors nyhedsbreve og tilmeld dig her


Kilder: cancer.dk

Sidst opdateret: 17.10.2023

Annonce