Et nyt dansk studie viser, at risikoen for at udvikle en blodprop stiger, hvis man er på hormonprævention og samtidig tager smertestillende medicin.
Det er måske ikke ny viden, at p-piller og andre former for hormonprævention øger risikoen for at få en blodprop. Men nu viser et nyt studie, at risikoen stiger yderligere, hvis man samtidig tager smertestillende medicin som Ipren. Det skriver TV2.
Studiet er udgivet i det anerkendte tidsskrift The BMJ.
I studiet har forskere fra Nordsjællands Hospital undersøgt sammenhængen mellem blodpropper, hormonprævention og smertestillende medicin. De har blandt andet undersøgt det smertestillende middel ibuprofen (som blandt andet findes i Ipren), da det ofte benyttes af kvinder, der tager p-piller, samt midlet Diclofenac. Paracetamol, som blandt andet findes i Panodil, var ikke en del af studiet. I studiet indgår data fra mere end to millioner kvinder mellem 15 og 49 år.
Studiet viser, at risikoen for at få en blodprop i den første uge efter, at kvinder har taget smertestillende medicin er 4 ud af 100.000. Hvis man tager det smertestillende medicin og samtidig bruger hormonprævention som p-piller, p-ring eller p-plastre, så øges risikoen til 23 ud af 100.000.
Læs også: Prævention med hormoner
Selvom risikoen for blodpropper stiger, når man er på p-piller og tager smertestillende medicin, så er risikoen for at udvikle en blodprop for raske kvinder stadig lav.
I Danmark opdeles p-piller i middel- eller høj risiko p-piller, hvor det oftest anbefales, at man tager middel risiko p-piller. Til TV2 anbefaler Amani Meaidis, som er førsteforfatter på studiet, at hvis man jævnligt tager smertestillende medicin, kan man overveje at skifte præventionsform til en hormonprævention med lav risiko som mini-piller eller spiral, da de ikke øger risikoen for blodpropper.
Se en oversigt over Netdoktors nyhedsbreve og tilmeld dig her
Kilde: tv2.dk
Sidst opdateret: 13.09.2023