Psykisk vold er den mest udbredte form for vold i parforhold og rammer flere kvinder end mænd, viser en ny rapport.
Det er helt normalt, at skændes i et parforhold. Men hvis partneren systematisk kontrollerer, ydmyger og nedgør én, så er der tale om psykisk vold. Og det kan få alvorlige konsekvenser som angst, depression og posttraumatisk stresssyndrom.
I en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser det sig, at 4 ud af 100 kvinder inden for et år er blevet udsat for psykisk vold i et parforhold, mens 1 ud af 100 mænd har oplevet det samme.
Dermed er psykisk vold den mest udbredte form for vold i parforhold.
Læs også: Psykisk vold giver ar på sjælen
Undersøgelsen er baseret på data fra 20.000 danskere i alderen 16-64 år og undersøger blandt andet, hvordan den psykiske vold hænger sammen med fysisk, seksuel og økonomisk vold.
Hver tyvende kvinde har på et år været udsat for mindst én form for vold i parforholdet. Næsten tre gange så mange bliver udsat for psykisk vold i forhold til fysisk vold, der er den næsthyppigste voldsform. Imens er seksuel og økonomisk vold sjældne fænomener.
Læs også: Depression - en folkesygdom
Risikoen for at opleve psykisk vold i et parforhold er ifølge rapporten større for kvinder med dårlig økonomi, mens risikoen falder, jo ældre man er.
Undersøgelsen viser også, at både mænd og kvinder har forøget risiko for at blive udsat for psykisk og fysisk partnervold, hvis deres partner har en psykisk lidelse.
Læs om hvordan Helle kom ud af et psykisk voldeligt forhold og hendes råd til andre kvinder i samme situation her.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Rapport: Psykisk partnervold - en kvantitativ kortlægning og Netdoktors egen side: Psykisk vold giver ar på sjælen.
Sidst opdateret: 04.09.2018