Er man så uheldig at pådrage sig en hjernerystelse, så kan man i værste tilfælde risikere at udvikle epilepsi. Og risikoen for, at det sker, øges for hver gang, man kommer til skade med hovedet. Det viser ny dansk forskning.
Du har måske hørt, at du ved hjernerystelser og andre hovedskader, hvor hjernen påvirkes, skal holde dig i ro og undgå for mange indtryk fra fjernsyn eller læsning. Det er måske overkommeligt for de fleste, men desværre er det ikke de eneste konsekvenser, en hjernerystelse kan medføre.
Mange oplever nemlig symptomer i lang tid efter hjernerystelsen. For eksempel kan man være ekstra træt, eller man kan være ramt af hovedpine eller koncentrationsbesvær. Men for nogen kan der være endnu mere alvorlige konsekvenser af en hjernerystelse. En af de mest alvorlige er epilepsi.
Læs også: Sådan passer du på en rystet hjerne
Nu har et dansk forskerhold kigget nærmere på sammenhængen mellem epilepsi og hovedskader. Forskerne har fulgt 167.000 danskere, der havde været i kontakt med hospitalet i forbindelse med en hovedskade. 21.000 af dem havde haft to eller flere hovedskader.
Ifølge forskerne bag studiet er risikoen for epilepsi som følge af en hovedskade særligt høj i de første to år efter skaden. Derefter falder den, men den er stadig øget efter mange år.
Læs også: Hvad er epilepsi?
Desuden viste det sig, at risikoen for at udvikle epilepsi efter to eller flere hjernerystelser eller hovedskader er markant større, end hvis man kun har haft en enkelt hovedskade. Særligt personer, hvor hovedskaden havde forårsaget moderate eller svære skader på hjernen, var udsatte. Forskerne savner dog stadig mere viden om fænomenet:
- Studiet er et af de første, der viser, at risikoen for epilepsi stiger ved gentagne hovedskader med hjernerystelser og kraftigere påvirkning af hjernen. Vi mangler dog stadig en bedre forståelse af, om det alene er hovedskaderne, som er årsagen til epilepsi, eller om der kan være andre underliggende eller medvirkende faktorer, der kan forklare, hvorfor nogle udvikler epilepsi efter sådanne skader, mens andre ikke gør, siger Kasper Lolk, der ph.d.-studerende ved Neurologi på Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Aarhus Universitetshospital og Netdoktors egen artikel om Hjernerystelse
Sidst opdateret: 26.04.2021