Annonce

Skal du bruge en ispose, når uheldet er ude?

Mange af os følger nok rådet om at lægge is på skader. Men hjælper det overhovedet? Forskerne diskuterer virkningen af at bruge kølende isposer på skader.

Når du er faldet på rulleskøjter eller har forstuvet anklen til fodbold, er der nok ofte blevet kaldt på en ispose til det beskadigede område. Dog er der flere undersøgelser, der viser, at is-pålæggelse kan være skadeligt, men forskerne er ikke helt enige.

Læs også: Den forstuvede fod

Er det slut med isposen?

Ifølge et studie fra The Journal of Strength and Conditioning Research kan det forsinke helingen, hvis man lægger is på. Det forklares ved, at isen stopper inflammationen i området, som opstår, når man slår sig. Det kan muligvis bremse helingsprocessen, da der ikke kommer signaler til immunforsvaret om at sende reparationsceller til området.

Dog er is-pålæggelse en del af den gyldige standard inden for behandling af akutte skader, som hedder RICE. Det står for Rest (hvile), Ice (is), Compression (bandage) og Elevation (hold skaden hævet). Hvis man lægger is på, skal man dog passe på frostskader.

Læs også: Sådan taper du din ankel

Dansk forsker: Du kan trygt bruge isposen

Den danske forsker i sportsskader og professor ved Københavns Universitet, Michael Kjær, mener ikke, at afkøling af en beskadiget legemsdel kan være skadeligt.

Kjær udtaler til Videnskab.dk, at »is bremser hævelsen, som er en ansamling af væske og en betændelsestilstand, der opstår, lige efter man er kommet til skade. Og forskning viser, at man kommer sig hurtigere, jo mindre hævelsen er.«

Ifølge Kjær er der ikke nogen tegn på, at man fjerner inflammationen og forhindrer helingsprocessen, fordi man lægger is på.

Forbind skaden

Selvom der er diskussion om brugen af is, er der enighed blandt forskerne om, at man bør lægge en forbinding på en skade så hurtigt som muligt, så man kan holde hævelsen nede.

Der er altså tvetydige svar på spørgsmålet om, man skal lægge is på skader. Dog er der bred enighed om, at is har en lindrende effekt, og ifølge den danske forsker Michael Kjær er der ikke evidens for, at det er decideret skadeligt at benytte sig af isposerne.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Voresplus.dk, Videnskab.dk, The Journal of Strength and Conditioning Research og Netdoktors egne sider: Den forstuvede fod og Forstuvninger generelt

Sidst opdateret: 26.04.2017

Annonce