Annonce

Skyd nytåret sikkert ind

Hvert år sker der mange fyrværkeriskader, når vi fejrer nytår. Her får du gode råd til at undgå fyrværkeriskader, og til hvad man skal gøre, hvis uheldet alligevel er ude.

Når vi træder ind i det nye år, buldrer det farverige fyrværkeri over os. Men nytårsfejringen kan ende med fyværkeriskader, hvis ikke man passer på og tager sine forholdsregler.

Skaderne består ofte af brandsår på kroppen, typisk hænderne. Uheld med fyrværkeri kan også gå ud over øjnene, hvis ikke man har beskyttelsesbriller på eller hørelsen, hvor de høje knald kan give susen for ørene eller tinnitus.

Læs også: Forbrændinger og brandsår

5 råd til at undgå fyrværkeriskader

1. Brug beskyttelsesbriller: Beskyt øjnene mod eventuelle fyrværkeri-stumper ved at tage brillerne på.

2. Hold aldrig fyrværkeri i hånden: Hvis fyrværkeriet sprænger, mens det stadig er i hånden, kan det give store skader. Affyr i stedet raketter fra et stativ eller et rør, som står fast, så du ikke at tænder det i hånden.

3. Undgå ulovligt fyrværkeri: Krudt som ikke er kvalitetssikret, kan være defekt, for eksempel ved at lunterne brænder hurtigere, eller ved at det er længere tid om at eksplodere end beregnet. Derfor må man aldrig gå tilbage til en fuser, og man bør sørge for at købe fyrværkeriet i butikkerne eller tjekke, om det er CE-mærket, som alt lovligt fyrværkeri skal være.

4. Ædru fyrværkerimester: Det er en god ide at udnævne en ædru fyrværkerimester i selskabet, som står for at tænde fyrværkeriet.

5. Opbevar ikke fyrværkeri i lommen: Det er ikke en god ide at gå rundt med fyrværkeri i lommen, da en gnist kan antænde det. Sørg derfor for at have fyrværkeriet i en pose.

Læs også: Øjenskader ved fyrværkeri

Hvis skaden alligevel sker

Hvis uheldet er ude, og man bliver forbrændt af fyrværkeri, skal man skylle det skadede område med koldt vand.

Ved dyb forbrænding, åbne sår eller øjenskader skal man ringe til skadestuen eller til 112, hvis det er alvorligt.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilde: Fyrværkeri.dk og Netdoktors egen artikel: Fyrværkeriskader.

Sidst opdateret: 22.12.2022

Annonce