Spirituskørsel: Så længe har du alkohol i blodet

Rigtig mange danskere kører bil dagen derpå, selvom de er i tvivl om, hvorvidt deres promille stadig er for høj. Men der er god grund til at være forsigtig, for der går nemlig overraskende lang tid, før de kolde dråber er ude af kroppen igen.

Sæsonen for julefrokoster er skudt i gang, og heldigvis er langt de fleste fornuftige nok til at lade bilen stå derhjemme, hvis der skal alkohol i blodet. Til gengæld kniber det lidt med at have styr på, hvornår man kan køre til bageren morgen efter. I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden blandt 860 bilister, svarer 15 procent af de adspurgte, at de inden for det seneste år har kørt bil dagen efter en våd aften, selvom de var i tvivl om, hvorvidt deres stadig promille var for høj. Nogle har endda gjort det flere gange.

Men der er grund til at være forsigtig. Ifølge Rådet for Sikker Trafik er maksimumgrænsen for spirituskørsel 0,5. Det tager mænd i gennemsnit 1 time og 15 minutter at forbrænde en genstand, mens det tager kvinder 1 time og 45 minutter. Det er selvfølgelig betinget af vægten.

Læs også: Alkohol - Hvad er en genstand?

Forbliver i blodet længe

Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man maksimalt drikker én genstand, hvis man skal køre hjem. Hvis man vælger at feste igennem, skal man huske at tage højde for, at alkoholen også er i blodet den efterfølgende dag.

Hvis en mand på 80 kg drikker 14 genstande mellem kl 9.00-03.00 og næste morgen kl. 8.00 sætter sig ind i bilen for at køre til bageren efter rundstykker, vil han på det tidspunkt have en promille på 0,93. Og dermed være spritbilist.

Hvis en kvinde for eksempel vejer 65 kg og løbende indtager 9 genstande mellem klokken 19.00 og 03.00, vil hun i princippet først være promillefri cirka klokken 11.45 dagen efter. Det kan dog variere fra person til person, og det kan endda tage endnu længere tid end i dette eksempel.

Du kan se, hvordan man beregner forbrændingstiden hos Rådet for Sikker Trafik

Læs også: Hvorfor får man tømmermænd?

Sådan påvirker promillen dig

Når promillen stiger påvirker alkoholen kroppen på forskellige måder, alt efter hvor meget der kommer indenbords:

0,2 promille: Allerede her får øjnene sværere ved at fokusere og omstille sig fra lys til mørke.

0,5 promille: Denne promille er maksimumsgrænsen for spirituskørsel. Her forringes evnen til at opfatte situationer og udføre præcise bevægelser.

1,0 promille: Når promillen rammer 1,0, begynder man at blive træt, og man får sværere ved at holde balancen. Desuden svækkes opmærksomheden og koncentrationsevnen.

1,5 - 4,0 promille: Når promillen rammer 1,5, så påvirkes centralnervesystemet, så man blandt andet får talebesvær. Når promillen stiger herover får man manglende selvkontrol, forgiftningssymptomer, og man kan blive bevidstløs og få svært ved at kontrollere urinblæren.

Du kan læse mere om, hvordan kroppen påvirkes af alkohol her.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Rådet for sikker trafik og Netdoktors egen side: Promilletjek.

Sidst opdateret: 18.12.2019