Man får let tørre, sprukne læber om sommeren på grund af temperaturændringer. Heldigvis er tørheden nem at komme til livs med væskeindtag og læbepomade.
Om sommeren kan man let få tørre læber, der sprækker og gør ondt. Den primære årsag til dette er, at der sker ændringer i temperaturen og luftfugtigheden rundt om os. Læberne er mindre beskyttede mod disse ændringer end resten af vores hud, og derfor har de større tendens til at udtørre. Det skyldes, at huden her er ekstrem tynd og ikke har svedkirtler, som vi ellers har på resten af vores hud. Derfor kan fugttabet på læberne være 3-10 gange højere end på resten af vores krop.
Farmaceut hos online-apoteket Apopro, Thi Lisa Le, anbefaler først og fremmest, at man sørger for at drikke rigeligt med væske, for at komme af med de tørre læber. Det er godt for at opretholde fugtigheden i huden på læberne.
Læs også: Mundtørhed
Foruden at holde sig hydreret kan man også anvende en læbepomade, da den tilfører fugt og fedt til læberne. Her bør man helst vælge en neutral læbepomade, da smags- og duftstoffer kan være med til at tørre læberne yderligere ud.
Det er en myte, at huden på læberne kan blive afhængig af læbepomaden og kompensere ved ikke selv at danne fedt. Hunden her er anderledes end for eksempel ansigtshuden, der kompenserer ved at blive overfedtet, hvis man vasker den for meget.
Læberne kan også blive solskoldede, så derfor er det en god idé at vælge en pomade, der har solfaktor om sommeren. Hvis man har tendens til forkølelsessår, vil en læbepomade med solfaktor typisk også hjælpe på disse, da solstråler er en af de faktorer, der kan udløse et udbrud af forkølelsessår.
Læs mere om forkølelsessår
Når ens læber er tørre og sprukne, hjælper det ikke at slikke på dem, selvom det kan være fristende. Det gør det tværtimod værre. Når man slikker på læberne, slikker man nemlig deres naturlige fedtstoffer og fugt af. Desuden fordamper spyttet fra læberne, hvilket er med til at tørre dem dem yderligere ud. Derfor bør man helt lade være at slikke på læberne.
Hvis det er muligt, bør man undgå at trække vejret gennem munden, når ens læber er udtørrede. Det skyldes, at der er en temperaturforskel mellem luften i og udenfor munden. Når man puster varm luft ud for derefter at ånde køligere ind, kan det få fugten fra læberne til at fordampe og dermed forblive tørre.
Læs også: Sunde råd om tør hud
Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Farmaceut hos online-apoteket Apopro, Thi Lisa Le og Netdoktors artikel: Forkølelsessår
Ændringer i temperaturen og luftfugtigheden kan give tørre læber. Rigeligt væske og pleje kan bidrage til at opretholde fugten og minde risikoen for sprukne læber.
Sidst opdateret: 23.07.2019