Annonce

Mangler du et sted at holde jul?

Mange af os glæder os til familiesamvær i juletiden. Men der er også mange, som er ensomme i juledagene og mangler nogen at dele højtiden med. Der findes dog flere arrangementer over hele landet, hvor du kan holde jul

Julen er glædens og lysenes tid, når vi samles til hygge under julepynten. Men for nogle er højtiden også præget af ensomhed og den mørke vinters manglende sollys.

Ensomhed og vinterdepression

Lektor Mathias Lasgaard, der er forsker i ensomhed, forklarer til SDU, at det ikke er julen i sig selv, der gør os ensomme, men at julen er en tid, hvor vi vender blikket ind mod os selv og vores værdier. Derfor kan højtiden forstærke følelsen af ensomhed, når vi i juledagene går og tænker på dem, som vi måske savner.

Samtidig kan det manglende sollys på denne årstid også vække en vinterdepression til live. Fem procent af befolkningen lider af vinterdepressioner, som kan give energimangel og tristhed i vinterhalvåret og dermed også henover julen.

Du kan læse mere om vinterdepressioner her.

Hvis du er en af dem, der er ensomme i julen, er der heldigvis en række sociale og kirkelige organisationer, som byder på julehygge. Du kan nedenfor se et udpluk af de julearrangementer, som tilbydes.

Læs også: Undgå vinterdepression

Her kan du fejre jul

Juleværter og -gæster

Med initiativet Julevenner hjælper Røde Kors juleværter og julegæster med at finde hinanden, så de kan holde en hyggelig jul sammen. Man kan derfor melde sig som vært, der inviterer nye julegæster ind sit hjem til en selskabelig aften eller omvendt.

Åbne juleaftener i Folkekirken

Over hele landet holder Folkekirken døren åben for ensomme og familier uden netværk, der gerne vil have selskab juleaften. Kirkerne vil derfor være fulde af julesang, julemiddag og juletræsdans. Man kan se kirkernes programmer for juleaften her.

Julefest

Hvis man gerne vil deltage i et større arrangement for mange mennesker, afholder Røde Kors også sin årlige Julefest i København den 24. december mellem 11 - 15.30. Her vil der være lækker mad og masser af underholdning.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Højtiderne forstærker ensomheden (SDU), Røde Kors Julefest, Røde Kors Julevenner, Folkekirken og Netdoktors egen side om Vinterdepression.

Sidst opdateret: 14.11.2022

Annonce