Annonce

Undgå soleksem og varmeknopper

Sommer og sol kan for nogle betyde kløende varmeknopper og soleksem. Her giver vi råd til, hvordan du forebygger og lindrer.

Det er ikke alle, der kan tåle at være ude i solen. Udover solskoldninger kan sommervarmen nemlig også for nogle medføre soleksem eller varmeknopper. Varmeknopper er røde overfladiske blærer, der klør. Soleksem er en form for udslæt, som viser sig ved bittesmå knopper, der også kan udvikle sig til kløende blærer.

Hvorfor ved man ikke, men især yngre kvinder lider ofte af soleksem. Varmeknopper ses derimod hyppigst hos små børn, men kan også forekomme ved fysisk aktivitet, i et tropisk klima, og hvis tøjet forhindrer sveden i at fordampe.

Sådan forebygger du

Varmeknopper:

Når vi får det varmt, udskiller vi sved. Det kommer normalt igennem svedkanalerne, der nedkøler huden. Hvis svedkanalerne blokeres, kan sveden ikke komme ud, og så sker der en betændelsesreaktion, hvilket er det, der kaldes varmeknopper. Derfor kan varmeknopper forebygges ved at give huden de bedste forudsætninger for at svede. I den forbindelse giver farmaceut hos online-apoteket Apopro Thi Lisa Le følgende råd:

  • Brug bomuldstøj eller andet tøj af åndbart materiale.
  • Undgå tætsiddende tøj.
  • Hold hjemmet køligt.
  • Undgå at bruge cremer eller salver der kan blokere svedkirtlerne (solcreme blokerer ikke).

Hvis man har børn, bør man desuden holde dem i skyggen for at undgå, at de får varmeknopper.

Soleksem:

Man kender ikke den præcise årsag til soleksem, men højst sandsynligt er det solens UVB- og UVA-stråler, der fremprovokerer en form for allergisk reaktion i huden. Derfor er de mest effektive metoder til at forebygge soleksem at dække huden med tøj eller solcreme.

Læs også: Soleksem og sommerbumser

Sådan lindrer du generne

Ved varmeknopper:

For at reducere varmeknopperne hjælper det at opholde sig i kølige omgivelser og i åndbart tøj. Desuden kan man i svære tilfælde anvende milde binyrebarkhormoncremer til at dæmpe irritationen.

Ved soleksem:

Når man har soleksem, er vejen frem at holde sig væk fra solen. I svære tilfælde kan man anvende antihistaminer eller milde binyrebarkhormoncremer.

Generelt er både varmeknopper og soleksem ufarligt og går over af sig selv. Soleksem tager typisk 4-7 dage om at forsvinde, hvis man undgår solen. Varmeknopper går som regel væk lige så snart, kroppen er blevet tilpas nedkølet. Man behøver som regel kun at søge læge, hvis generne ikke aftager, eller der er tegn på infektion og pudsdannelse fra varmeknopperne.

Læs også: Behandling og forebyggelse af solskader

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Farmaceut hos online-apoteket Apopro, Thi Lisa Le og Netdoktors artikel: Forkølelsessår

Gode råd fra apoteket

Varmeknopper og soleksem kan ofte forebygges og lindres ved at søge skygge og iføre sig åndbart tøj. I svære tilfælde kan man anvende milde binyrebarkhormoncremer til at dæmpe irritationen.
OBS: Binyrebarkhormoncreme må ikke anvendes til børn under 2 år, medmindre dette er aftalt med lægen.

  • Eksempler på midler mod soleksem
  • Sidst opdateret: 05.08.2019

    Annonce